Blå Øjne I Nord
Kapitel XIII
Han tager mig ude på køkkenbordet. Hans køtertænder borer sig ind i min skvattede muffinform. Jeg flagrer til jorden og efterlader en sky af krummer på vejen ned. Lige kommet ud af ovnen, en friskbagt lille sag, stadig varm og fugtig på indersiden, svampet og blød så jeg føles klæg i hans mund. Han slubrer hvert et vådt bær i sig, bliver lyserød mellem køtertænderne og han slikker min afdampede papirindpakning. Han slikker den ren og tom, smuldrende tom, så jeg kan føle mig lige så hul som ham. Han graver et hul i mig med tungen og begraver alle sine skelletter her.
Jeg ligger alene på stranden i
Cadavedo, dagens by, jeg er ankommet længe før nogen af de andre og de er ikke
til at komme i kontakt med. Det meste af stranden er dækket af runde sten, jeg
kan mærke hver og en under mig, de borer sig ind i mine feberdrømme under
solen. Jeg føler mig syg og utilpas uden de andre. En lille lokal dreng står
nøgen ude i vandkanten og kalder på sin mor, som ligger topløs et lille stykke
fra mig. Jeg ligger sammen med alle de andre lokale. Jeg er ikke rigtig alene.
Men jeg er oprigtig ensom. Drengen løber hen mod sin mor med strakt arm, han
har gaver med ude fra vandet: sten. Ikke de samme sten som dem vi andre ligger
på, nej, for disse her er våde og det er nogen, drengen har fundet. Så er de
vel specielle.
Jeg ankom til byen for en time
siden efter en raserispurt langs den snoede hovedvej. Asfalten smøg sig som en
hugorm langs den bugtende kyst, det var til at blive rundtosset af. Cadavedo
ligger inde i en af disse bugte, stranden er smal og er omgivet af høje
klipper, vi er i vores eget lille paradis. I det lokale supermercado købte jeg
en six pack og en klase med druer, bar det hele vejen ned til stranden, hvilket
gjorde dagen 2 kilometer længere.
Jeg rejser mig fra min umættelige
søvn på stranden og tager en Mahou med ud i vandet. Den er næsten lige så rød
som min hud, vandet er lige så azurblåt som min bikini. Jeg står ude i vandet
og drikker min øl, mens jeg kigger ud over dette vidunderlige paradis, jeg er
havnet så ensomt i. Erosion har efterladt meterhøje nøgne klipper ude i den ene
side af bugten, over dem kredser et par havmåger, som lader til at have bygget
sig et hjem oppe på den fredelige top. Jeg kan ikke vurdere, hvor høj klippen
er. Dens formation glider ud i dens egen spejlbillede i den vuggende
havoverflade, jeg kan ikke rigtig skelne det hårde fra det våde.
