Kapitel XII
Jeg tager toget fra Avilés og ankommer efter en lille times vandring til byen, hvor jeg har reserveret senge til gruppen. Det er endnu en spøgelsesby, og butikkerne har netop lukket skodderne til siesta. En cafe på byens plaza er nu, foruden en rapkæftet grønthandler, det eneste, der afslører tegn på liv. Hos grønthandleren køber jeg en sixpack og en vandmelon. Damen spørger, om jeg skal have en halv eller en kvart, jeg siger "No, no, completo por favor" og hun griner. Jeg peger på nogle frugter, jeg aldrig har set før og spørger "Qué es?" Og hun forklarer med sit mest overbærende spansk, at det er en slags figen. Jeg køber tre og to granny smith æbler.
"Jeg prøver at blive forbundet til en dybsindig sandhed, du prøver at blive oplyst gennem andre veje... Men se engang, alligevel sidder vi her og krydser hinanden igen." I virkeligheden taler vi engelsk sammen, James taler med sin canadiske accent, den føles på en eller anden måde besynderligt våd, en smule brusende, men ikke meget, lidt som en øl. Jeg skåler med hans stemme og svarer efter en sekundlang tænkepause: "Jeg prøver bare at få tiden til at gå." Min canadiske ven rynker sine mørke bryn og sænker sit overskæg ned i ølskummet.
"Men ved du hvad"
- "Nej hvad?"
"Jeg har alligevel besluttet mig for at tage et år med job og rejser i stedet for direkte på universitetet!"
- "Jaså? Det lyder da spændende! Hvornår starter det så?"
"Til næste sommer..."
- "Så er der lidt vej endnu, men nu er universitetet jo heller ikke det vigtigste i verden..." Vi griner begge to. James er i midten af 30'erne, er en PhD studerende og hans opgave har været knap 5 år undervejs.
"Fremtiden skræmmer mig," siger jeg stilfærdigt. "Jeg er ikke særlig god til at leve. Lave ting, du ved. Afslutte ting. Gennemføre dem. Jeg stræber altid efter noget andet eller noget bedre eller noget 'næste' og nyder intet."
- "Det er der jo inter sjovt ved."
"Nej..."
- "Måske det ville hjælpe, hvis du fokuserede mere på hvert øjeblik i nuet. Og mindre på fremtiden."
Jeg ruller øjne af James' lommefilosofi, han er ellers et oprigtigt intelligent menneske, men her skuffer han mig. Intet af det, han siger, er ikke allerede nedskrevet i morgendagens dameblade samt alle forgangne dameblade.
"Jeg ved det godt," kommer jeg til at vrisse, så jeg er nødt til at fortsætte med en mere undskyldende og opgivende tone: "Det lader også til at være svaret hvorend jeg ser hen. Nogle gange begynder jeg også at leve i nuet! Så lever jeg i nuet... I det mindste i et par dage... Det er ligesom, når jeg rydder op derhjemme - hvis jeg altså formår at færdiggøre en hel rengøring - så opholder ordenen sig kun i et par dage..." Tjeneren kommer ud med to små tallerkener med gratis tapas. "Det er det samme med dem, jeg forelsker mig i. Åh James, for helvede, jeg keder mig så let, fremtiden virker så... Så forbandet kaotisk, jeg bliver konstant draget af den."
James tager hul på sin tapas, en lille anretning russisk salat, og vejleder mig med mad i munden: "Det ér udfordrende... Det er hårdt arbejde. Men vi har ikke så mange muligheder.... At kontrollere vores tanker og vores sind er det eneste håb... tænker jeg." Hans kæber arbejder på højtryk, han sluger og fortsætter: "Og det kommer sig kun ved at være til stede i nuet og være opmærksomme på selve øjeblikket... Tænker jeg. Og forhåbentligt kan vi gå lidt i naturen sammen en af dagene. Sætte tempoen på vores tanker lidt ned. Og lægge en genial plan for at overtage universet."
Vi spiser vores russiske salat og efterlader cafeen med lidt drikkepenge på regning og et "Hasta luego" til tjeneren. James, der kun var stoppet for at holde mig med selskab over en øl, fortsætter videre til en by tre timers vandring længere væk. Desværre, James, universet bliver aldrig vores, uanset hvor meget i nuet du sidder og dyrker yoga, og vi kommer nok heller aldrig til at gå en tur sammen. Når jeg vågner i morgen har jeg sikkert allerede glemt dig. Jeg står aldrig stille, jeg er rodløs, enten river jeg mig tilbage i fortiden og dvæler dér eller trækker halsen mod fremtiden og begge veje fylder mig med længsel.
