Pages

Viser opslag med etiketten 2 Anden Del. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten 2 Anden Del. Vis alle opslag

12.08.2015

Buelna

Blå Øjne I Nord

Kapitel IX



Vi går hver for sig det meste af strækningen til Buelna. Vi starter i samlet flok, men bliver så splittet op i takt med viserens vandring over urskiven og solens over en blå himmel, der hurtigt varmer landskabet op med 30 grader. Jeg har ringet i forvejen og booket seks senge til vores lille Familien Danmark, så aftalen er, at vi kan tage det stille og roligt og ankomme sent i vores eget tempo. Det vigtigste ved disse lange gåture er at gå i sit eget tempo og ikke tvinge sig selv til at følges med en anden, hvor hyggeligt det end kan være at snakke i fire timer uden pause. Man får vabler og ondt i kroppen af at gå for hurtigt – men også for langsomt. Derfor stopper vi med at gå samlet efter et stykke tid, når kroppen er gået varm. Gruppens kærestepar går sammen stort set altid – det er for sindssygt, men nok et tegn på, at de virkelig er som skabt for hinanden. Hvis det er kravet, forbliver jeg nok single, indtil jeg er så gammel, at jeg kan finde en mand hvis kørestol har samme maksimal hastighed som min. Turen til Buelna er brændende varm, nok en af turenes varmeste dage og med sine 46 kilometer nok også turens længste. Søster brænder sammen 8 kilometer før vores destination, hun nægter at gå hele vejen til Buelna, hendes krop gør ondt og solen er for kraftig. Det er en fysisk såvel som psykisk kamp at nå det sidste stykke. Søsters brok klingrer skingert og jeg er ved at eksplodere ved tanken om, at vi ikke når frem til Buelna, hvor vi alle har aftalt at mødes. Hvornår ville vi så få de andre danskere at se igen?
    Med lidt held og et par vittige jokes får jeg lokket søster ud fra den sidste lille landsby inden Buelna og vi følges ad langs hovedvejen det sidste stykke med gode miner. Til alles information er der urimelig forskel på, om man går på hård asfalt, grussti eller jord. Den manglende affjedring i asfalten gjorde det til en sand pinsel at nå frem til herberget, men jeg kan med rette sige, at jeg sjældent har oplevet lykkeligere øjeblikke end da vi endelig stod foran Santa Marina, blot fem meter efter Buelnas byskilt.
”Hvad fanden Michael,” udbryder jeg, da det pludselig går op for mig, hvem det er, der står og hænger vådt vasketøj op i herbergets forhave. ”Hvor fanden har I været... vi har ikke set jer hele turen... I stod sgu da pisse sent op...” som ordene løber ud af munden på mig, går det langsomt op for mig, at de to tyranner selvfølgelig ikke havde gået hele dagsruten. Jeg vender mig febrilsk rundt for at få øje på Esben og fanger ham til sidst med øjnene, han står på herbergets egetræsterrasse og smiler med sit skæve, kække smil og vinker overskudsagtigt.
     ”I er nogle... forbandede... I har fandeme... I er nogle forbandede snydere, I er!” raser jeg og omkring her ville jeg gerne have stormet ind til receptionen, men min smadrede krop tvinger mig i et snegletempo. Irritationen føles som knive, mine fødder kan jeg ikke længere mærke. Forbandede drenge, forbandede møgforkælede drenge...
    Efter et køligt bad og en nærdødoplevelse på det våde badeværelsesgulv sjosker jeg ind og ligger mig i en af de nederste køjer i det fællesværelse, jeg havde booket til gruppen. De andre larmer udenfor, selvom jeg har slået skodderne for, kan jeg høre, at de spiller kort, spiser oliven og drikker øl. Frustrationen følger mig ind i søvnen, hvilket ikke blev bedre af, at jeg efter to timer vågner op til lyden af fjernsynet i køkkenet nedenunder, som fyrer et spansk talkshow af på fuld hammer. Med en gennemhullet tålmodighed sætter jeg mig ned til de andre i haven og forsøger indtrængende at undertrykke min lyst til at skrige, tudbrøle og fordømme alle en tur i helvedet.
    Jeg sidder i en time i stilhed, indtil jeg tilbyder Esben at ordne hans fødder. Efter at have lyttet til deres samtale over kortspillet har jeg observeret, at han har nøjagtig den samme djævel på lilletåen, som jeg selv har nu, og som jeg også havde for to år siden på den franske rute. Toma på bjerget helbredte mig, nu er det vel blevet min tur til at gøre kunsten efter.
    Vi sidder over for hinanden under aftensmaden, hvor jeg allerede dér begynder at forberede mig nøje på, hvad jeg har tænkt mig at sige. Jeg nyder at planlægge mine ord. De skal ligge parate på min tunge som patroner i et maskingevær og de skal skydes af sted med mine lunger som aftrækker og ramme deres mål med præcision og effektiv virkning. Hvis menneskerne omkring mig bare vidste, hvor meget planlægning, mine samtaler med dem kræver. Hvis de bare vidste, hvordan jeg kan bruge en hel dag i mit eget selskab med at forberede mig på forskellige, hypotetiske samtaler.
    Da vi efter aftensmaden går ovenpå, fylder jeg en balje med lunt vand og vasker Esbens fødder. Det er en undervurderet gestus, et ritual der ligger langt tilbage i historien, særligt i de tider, hvor lange vandringer mellem landsbyerne som en del af handelsrutinen var en almindelig del af hverdagen. Jeg fortæller Esben om biblens mange beretninger om tilfælde, hvor gæster bliver budt velkommen med et fodbad efterfulgt af brød og vin. Han forstår det ikke, og jeg kan ikke bebrejde ham det. I stedet gennemgår jeg den kædereaktion af smerte og ømme muskler, som den forsømte lilletå har startet.

    ”Du træder skævt for at undgå at træde ud på lilletåen, springer over på den anden fod når du så alligevel kommer til det, du sender derfor stød op gennem kroppen, særligt i hoften som i forvejen bevæger sig skævt, det sætter sig i lænden, op i ryggen og lad mig gætte, du har faktisk også ondt i nakken?” Han ser forbløffet ned på mig og spørger, hvor jeg ved det fra. Åh Esben, du skulle bare vide... 

11.09.2015

Comillas

Blå Øjne I Nord

KAPITEL VIII


”Vi går i seng nu,” siger det danske kærestepar, som har holdt os med selskab denne aften. Michael kender de to unge danskere fra deres fælles gymnasietid, fuldkommen tilfældigt at de skulle mødes her i Spanien. Det er en lille verden, vi bor i. Søster og Michael følger trop og efterlader mig i herbergets have sammen med Esben. Der er stadig vin tilbage og Esben sidder stadig og kæmper med en sixpack Mahou. Med andre ord er det slet ikke sengetid. Da vi sidder og snakker, går det op for mig, at det er vores første rigtige samtale. Hele turen har været præget af sporadiske ordvekslinger, men samtaler som disse, hvor man ikke bare sidder og venter på, at den anden bliver færdig med at tale, så man selv kan komme til orde, er der hidtil ikke mange af. Jeg ved ikke helt, hvad vi snakker om. Jeg prøver at fortælle lidt om mig selv, og vi snakker om hans indtryk af caminoen. Sammen med kæresteparret er han gruppens førstegænger, hvilket giver dagens vandring en interessant vinkel. Nye vandrere vil altid gerne se en mening med turen eller finde et spirituelt vindue. For mig er selve gåturen underordnet, jeg skal blot fra A til B, så jeg kan nyde gruppens selskab over en flaske vin.
”Hele den der snak vi fik i Güemes af ham ejeren – det var nok lidt for meget. Altså, jeg kan godt se, at det for de fleste er en speciel tur, men alt det der university of life blev sgu bare lidt for meget.”
- ”Ja, lige nøjagtig. Nu har jeg jo gået turen før, selvfølgelig på den franske rute, men det fjerner lidt af magien, når man har prøvet at være bag kulisserne, hvis du forstår, hvad jeg mener...”
”Hvorfor gik du egentlig turen den første gang?”
- ”Jeg... tja... nu kommer det måske til at lyde lidt fjollet, men jeg havde jo boet i England i året op til den sommerferie, hvor vi rejste af sted og var blevet lidt småreligiøs, så turen havde selvfølgelig sine spirituelle øjeblikke – og det lyder fjollet, jeg ved det godt, det er nu heller ikke fordi, at jeg vil kalde mig selv kristen, men... ja...”
”Nej, nej, det forstår jeg godt...”
- ”Jeg vil ikke sidde og forsvare mit forhold til religion, det er egentlig en smule rodet... du skal tænke på, at jeg var femten år gammel og alene i et fremmed land, det giver én noget at holde fast i...”
Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg overhovedet føler et behov for at forklare mig, men det er bare som om, at hver gang man nævner Gud for den gennemsnitlige dansker, tænker de øjeblikkeligt, at man må være en kæmpe idiot. Jeg er klar over, at jeg bør være ligeglad med, hvad Esben tænker om min fortid som småfanatisk teenager, men det nager mig utroligt meget, at risikoen for kritik overhovedet er til stede. Jeg fortæller Esben om de lange flade strækninger på den franske rute, så forskellige fra de bakkede landskaber, zikzakkende mellem land og kyst, som vi bevæger os igennem her i norden. Jeg drømmer mig tilbage til en anden camino, tanken om et andet univers får det til at krible under huden på mig.
”På den franske var der sjældent mere end 5-7 kilometer mellem hver landsby, så da vi en dag skulle gå en strækning på 15 kilometer, havde jeg slet ikke tænkt over, at man nok skulle have ekstra vand med.”
Vi går på den spanske meseta, en 200 kilometer lang plateau hvorpå den franske rute løber noget af sin tid, fra Burgos i øst til León i vest. Det fuldkommen flade landskab står ubrudt hen og pladder ud med horisonten, varmen får de gullige, tørre korn til nærmest at brænde ud med den skarpe blå himmel. Det føles som at stirre ud i uendeligheden. Jeg overhaler søster, der har sat sig i ly under et nybygget shelter, i ly for solens svitsende middagsstråler. Der er intet vand på strækningen, hvad fanden havde vi dog også regnet med, ikke engang markerne kunne gro ordentligt. Langs grusstien kan man se statens initiativ på at give skygge til vandrene, men træerne af lave og tynde og kronen så godt som ikke eksisterende. Intet kan leve i denne tørke. Det er den naturkatastrofe, der dræber flest mennesker om året. Det er ikke sporadiske jordskælv, tsunamier eller sult. Det er mennesker, der bliver tværet ud af vores egen skaber, solen, vores kilde til liv bliver til grundlag for vores aske. Og så brænder vi op og bliver blæst ud i atmosfæren. Søster og jeg konstaterer over for hinanden, at ingen af os har mere vand tilbage, inden jeg langsomt trasker ud i uendeligheden. Det er ligesom om, at stien bare... fortsætter. Uden solhat og med et ansigt glinsende af sved, støv og solcreme bevæger jeg mig som en ensom dromedar gennem det spanske ørkenlandskab. Det svimler for mine øjne, hver gang jeg åbner dem, bliver virkeligheden forvrænget og smider mig ind i et Salvador Dalí maleri, hvor tiden smelter og vabelbefængte fødder brister under dromedarpuklen.
”Da jeg så kigger op,” fortsætter jeg. ”Ser jeg en mand komme gående imod mig, hvilket jo er lidt mærkeligt, for vi går jo alle sammen den samme vej mod Santiago, så det er altid lidt af et syn at se nogen komme gående i modsat retning. Nå men, jeg forsøger på mit bedste skolespansk og bede om vand, du ved, agua agua por favor.”
 Manden holder ikke op med at overraske, for det viser sig, at han taler perfekt engelsk, hvilket også er lidt af et særsyn i Spanien, i hvert fald når det kommer til de lokale. Han er iklædt mørkt tøj, en kort ærmet bluse og lange bukser, det hele forekommer snavset, hans ansigt er brunet af solen og dækket med vildt hår og et mørkebrunt fuldskæg, som han taler gennem med den blideste stemme: ”Has it been a long walk today?” 
- ”Yes.” Mit svar kommer tørt gurglende over mine læber, jeg har lyst til at omfavne manden og tude, men har ikke en dråbe vand tilbage i kroppen at gøre godt med. ”Yes, and there’s been no water whatsoever...”
”But you did it, you’re here, you’ve done a good job today.” Jeg står blot og bævrer med læben og slå fikst ud med armene i ren og skær frustration over, at jeg er midt ude i ingenting og ignorerer dermed fuldkommen hans værdsættelse.
”Don’t worry,” fortsætter han og peger ud i uendeligheden. ”The village is just down there, you can’t see it because it goes downhill just a hundred yards from where you stand. There’s a fountain with drinking water by the bottom of that hill.”
Jeg slår mine hænder sammen i en småreligiøs gestus og stikker dem takkende op i vejret, hvorefter jeg med forskudte talegaver drejer om på hælen og stormer frem mod det punkt i horisonten, hvor hans solbrune finger havde peget. Pludselig kan jeg mærke vejen skråne under mine fødder, ikke meget, blot en smule, og meter for meter bliver hans påstand bekræftet. Et cinnoberfarvet kirketårn stikker diskret op og vokser og før jeg ved af det skrider grusstien så stejlt ned, at jeg automatisk sætter i løb, mine øjne fikseret på vandposten ved indgangen til landsbyen.
”Og så drak jeg en hel flaske vand, aldrig har det smagt så godt. Jeg mener, kender du det, når man bare savner vand med alt i sin krop? Jeg fylder så en flaske mere og løber hele vejen op ad bakken igen for at løbe min søster i møde.”

Vi sidder på udsigtsterrassen bag ved herberget i yderligere en halv time, før Esben melder sin afgang. Jeg prøver at finde min egen genspejling i vinglasset, men i den snigende aftens blå skær er det intet andet end et sort hul, der stirrer tilbage på mig gennem vinen. ”Godnat, sov godt... jeg bliver bare lige her og... sidder lidt.” 

9.07.2015

Santillana del Mar

Blå Øjne I Nord


Kapitel VII



Jeg træder skævt for hvert et skridt, jeg tager. Jeg har en djævel i hver sko, men den værste har bidt sig fast om min lilletå på venstre fod, hvilket sætter en kædereaktion af smerte i gang. Jeg forsøger at træde mere på hælen, så jeg undgår at lægge tryk på den ømme, vabelbefængte satans-tå. Det sender stød op gennem hælen, skinnebenet og op i venstre hofte, der bliver mærkelig skæv. Når jeg så alligevel kommer ud og trykker på lilletåen, springer jeg hurtigt over på højre fod og der bliver sendt stød op i knæskallen. Jeg træder skævt, for hvert forbandede skridt, jeg tager på den forbandede asfalt. Min rygsøjle føles skæv og gør mig øm helt op i nakken. Jeg slæber mig af sted som Frankensteins monster, jeg zombie-walker hele vejen til Santillana del Mar.
    Et par kilometer før byens centrum stopper søster og jeg op ved en grusvej, der når op til den hovedvej, vi går på. Ifølge guidebogen skulle der ligge et herberg længere nede og der står minsandten også et skilt med ”Albergue 400 metros”. Det er de længste 400 meter, jeg i mit liv har gået. Min krop har en underlig tendens til at give fuldkommen op, så snart den registrerer, at vi snart har nået dagens mål. Så snart mine desperate øjne ser et kilometerskilt, hvor tallet er fem eller derunder, er det som om, at mine fødder forvandler sig til granit og min hjerne omstiller sig til øjeblikkelig siesta og rødvin.
    Herberget er et privat hjem, hvor der bor tre generationer under samme tag. Det er som at være på besøg hos sine bedsteforældre, og selvom det var utrygt at træde ind i et fremmed hus midt ude i ingenting, føles det pludselig som at være hjemme. Græsset ude i haven er højt og jeg må okse mig igennem et par buskadser, før jeg finder en plet, hvor jeg kan slå mig ned på mit håndklæde og skrive netop disse ord i min medbragte bog. Min nye spanske bedstefar kommer ud til os med appelsiner, jeg siger ”Muchas gracias”, peger på den orange frugt og siger ”Es una naranja”. Han smiler kærligt og komplimenterer mit skolespansk. Jeg befrier frugtkødet fra den orange indpakning og propper tre saftige skiver i munden. ”Es una naranja muy dulce,” tilføjer jeg med våde vokaler og tørrer mig om munden med bagsiden af min hånd. Jeg falder i søvn under den spanske sol, vågner ikke engang af myrerne, der kribler rundt på mine klistrerede fingre og stjæler appelsinens bitre hvide underskræl, der har sat sig fast under mine negle.


Vi spiser aftensmad sammen med en hollandsk unge kvinde. Bedsteforældrene prøver at deltage i vores samtale, hver gang vi bruger et engelsk ord, de kan forstå, de opfatter blandt andet, at vi beklager os over solbrændthed og ømme fødder. Bedstefaren rydder bordet for tallerkener og forsvinder derefter ud af huset, men kommer tilbage kort efter med tre friske blade fra deres enorme aloe-vera plante ude i haven. Bladene er tykke og kødfulde, han deler hvert af dem i to, så deres slimede indre afsløres. Den hollandske pige og jeg får hver vores stykke slimede plante og begynder at smøre vores solbrændte hud med naturens egen medicin. Jeg lukker øjnene og lader mig opsluge af plantens kølende effekt. Det er ufatteligt, at denne plante kan hele min hud, vores celler taler det samme sprog, vi er i samme familie. 



9.05.2015

Santander

Blå Øjne I Nord


Kapitel VI




Søster og jeg går alene fra Güemes næste morgen. Det er diset og vores tøj fra gårsdagens regnvejr er stadig klamt og fugtigt. Slemmere er det for de pilgrimme, der forsøgte sig med at hænge tøj op på snorene udenfor under halvtagene, morgenduggen har fuldstændig forhindret tøjet i at tørre eller har endda formået at gøre det vådere end da det blev hængt op den forgangne dag. Solen brænder igennem det nordspanske skydække i løbet af et par timer, så da vi endnu engang når ud til kysten, er strandsandet dejlig tørt og den skyfri himmel nyder sit genspejl i Atlanterhavet, der vugger mod kontinentet med blide krusninger i overfladen.
     Vi går på ryggen af høje skrænter og kan se storbyen Santander ude i det fjerne som en malplaceret, betonfarvet klods midt i et ellers romantisk maleri. Vikingerne har bevæget sig ned ad trapperne, der fører ned til et af strandens rolige indhak. Jeg følger dem tilbagetrukkent med øjnene. Når jeg betragter dem oppe fra skrænten ligner de stadig unge, nøgne guder til trods for at de blot er små prikker nede i den havblå skærsild. Denne blomstrende, kåde ungdom. Denne fontæne af eventyrlyst og mod grænsende til det naive. Disse unge mænd på deres livs vandring, ude i vandkanten og over det spanske landskab, er de overhovedet klar over det? Og hvad med min egen vandring? Hvad fanden betyder den og for hvem?
     Jeg trækker mine øjne fra de unge mænd og overtaler mig selv til at eliminere fantasien om at dykke ned i Atlanterhavets dyb i deres følgeskab. I deres selskab ville jeg lade mig forføre den lange stride vej til deres spektakulære undervandsrige, et fortabt Atlantis hvor alt er skønt og smukt og dagligdagens eneste problemer er den lette trykken for ørene og - selvfølgelig - manglen på ilt. Det slår mig pludselig, hvor nemt det er at leve på overfladen, hvor uskøn den end måtte være, og jeg vælger at blive på stien.

Dagens vandring bliver kort, da vi stopper i storbyen Santander. Jeg finder en Tiger butik, hvor jeg køber denne notesbog - forhåbentlig vil mine beretninger blive mere virkelighedsnære fra nu af. Vi sidder og venter på kantstenen ude foran herberget, der ligger centralt i byen, da Michael og Esben dukker op rundt om hjørnet og kommer vandrende mod os. Jeg prøver at spille overrasket, som om jeg slet ikke havde regnet med at se dem nogensinde igen, men forsøger samtidig at trække mig en smule tilbage fra dem og søster. Min camino skal ikke handle om dem. Jeg noterer på første side i bogen, de målsætninger jeg havde sat mig selv den første dag og tilføjer i p.s. At jeg ikke må sætte for høje forventninger til folk på caminoen og i parentes (forvent at blive skuffet). 
    Ifølge psykologen Rosenthaler, kan man påvirke både mennesker og dyr i en positiv retning blot ved at have højere forventninger til dem. Rosenthaler fik sine psykologielever til at udføre et adskilt eksperiment med to hold rotter. Han forklarede sine elever, at det ene hold retter var væsentligt bedre i tests og var altså "smarte rotte" mens det andet hold rotter aldrig kunne finde ud af noget som helst, fordi de var "sløve rotter", der normalt ville blive sorteret fra i eksperimenter - i virkeligheden er der jo ikke forskel på rotters attitude. Det viste sig, at de såkaldte smarte rotter udførte testen 30 % hurtigere end de sløve rotter, ganske enkelt fordi eleverne havde højere forventninger til de smarte rotter og modsat havde fordømt de sløve på forhånd, hvilket påvirkede deres attitude og opførsel over for rotterne under forsøgene. Af en eller anden grund, virker dette ikke for mig, det er for mig ligegyldigt, hvor meget kærlighed, positivitet og høje forventninger jeg sender i mine rotters vej, jeg får kun negative udfald tilbage. Så jeg vælger hverken at have høje eller lave forventninger, forhåbentligt med det resultat, at jeg altid vil blive overrasket. Nyd de venskaber du har nu og her og vid, at de kan være forsvundet i morgen, sådan lyder dagens mantra. Carpe diem. Lev i nuet. Lev mens du gør det, elsk mens du tør det, bojing bojing og andet lyrisk lommefilosofi fra en svunden tid.
    Jeg spiser symbolsk aftensmad med søster og drengene. Vi har alle – med undtagelse for Esben – bestilt cola til maden, jeg kan pludselig godt se, hvilken kæmpe fejltagelse det var. Der mangler en flaske vin på bordet, jeg mangler den afstressende summen for ørene. Jeg kaster op og går i seng. 

Kapitel V

Blå Øjne I Nord



Kapitel V




Vi er rykket fra spisebordet og sidder nu tæt pakket sammen om Kirsten og Felix’ stuebord. Min kæreste har forladt stuen til fordel for noget mere interessant ude i køkkenet, så jeg sidder alene tilbage med alle hans venner og er skuffet over, at de to glas vin til maden ikke gjorde et bedre indtryk på min angst for disse menneskers selskab. Jeg sidder midt i en lukket klub, føler mig som en skurk, der i ly af natten har brudt ind i deres hellige fællesskab. Jeg er overfladespænding, to dråber mere og jeg flyder over kanten. Det virker fuldkommen tåbeligt at sidde her. Altid hans venner, for helvede, hans venner kan ikke engang lide mig. De er også idioter, de opfører sig som om jeg ikke kan se direkte gennem dem. Mennesker har tendens til at tro, at de er så pokkers dybsindige, at de skulle have flere mystiske lag. Nej, de er blot løg på overfladen af en klar suppe, fuldkommen blottet og transparent for omverdenen. Jeg ved udmærket godt, hvad de tænker, så jeg rejser mig op og følger med min hjertebanken ind på Kirsten og Felix’ soveværelse, hvor jeg åbner vinduet op og kravler ud på sålbænken. Der er godt og vel seks meter ned til deres frosne græsplæne. Glædeligt nytår, jeg kunne altid tage chancen.



Güemes

Blå Øjne I Nord


Kapitel IV




Min seng er epicenteret for et jordskælv, der brøler sig tocifret op ad richterskalaen. Da jeg rejser mig, falder jeg ned gennem sprækkerne i Jordens skorpe, snubler helt ned i støvet og bliver til en grødet masse nede i det flydende jern. Om et par tusind år bliver jeg vel til en diamant.
     Det løber koldt ned ad ryggen på mig, jeg har hjertebanken og min pande er våd af sved. Min skønne blå safir har forladt mig, så jeg nu kun står tilbage med et tomrum indeni, der knurrer dunkle, ensomme ekkoer. Alligevel stikker jeg fingrene i halsen og prøver at kaste op. Jeg kan ikke. I stedet hviler jeg min dunkende pande mod toiletbrættet og forsøger at tage en hurtig lur. Bare fem minutter... bare... to minutter... det er alt, hvad jeg behøver... ikke mere gåtur, ikke mere camino. Nu skal Astrid lige sove her lidt, mens køkulturen blomstrer ude foran toiletdøren.

Til min store overraskelse viser søster sig fra sin allermest tålmodige side. Jeg har fået slæbt mig tilbage i underkøjen og ligger blot og har ondt af mig selv. Hun sidder på en taburat foran mig med sin guidebog i skødet og forsøger at tale fornuft ind i mit slørede kranie.
”Astrid... hvad nu hvis vi kun går til næste by? Kan du klare det? Byen hedder Noja, der er en lækker strand... så kan vi bare ligge der hele dagen og slappe af, ikke? Der er kun... 7 kilometer eller sådan noget.”
Gud gav mig ikke en søster, Gud gav mig en engel. Jeg tager imod tilbuddet om at gå til Noja og flade ud på stranden og finder langsomt energi til at komme i tøjet. Da jeg sidder ude i herbergets entré og binder sko, begynder etagens trægulv endnu engang at ryste. Denne gang skyldes det, at den enorme viking fra aftenen før kommer trampende ud fra sovekammeret.
”Godmorgen,” siger han og supplerer med et besynderligt, dog bemærkelsesværdigt charmerende smil under trætte øjne. Iført intet andet end boksershorts. Det er jo klart, gør det endelig ikke nemt for mig.
Stakåndet: ”... eh... godmorgen... er vi klar til endnu en buen fucking camino?” Jeg graver mig mentalt ned i Nojas sandstrand og er allerede drejet om på hælen og på vej ud af døren, hvor søster står og venter, da han svarer ”Næ.”

Da vi når ud af Santoña, kommer vi til et bjerg med frodige skråninger. De grønne klipper når helt ud til havet, så vi er nødt til at bestige bjerget for at komme om på den anden side til Nojas strand. Det er gråt og overskuet, duggen falder særligt tungt denne morgen, det er som at gå i en sauna, da vi går midt inde i bjergets grønne vildnis. Stien vi går på er udelukkende skabt af vandrere, det vil sige, der har ikke været en kommunalarbejder herude for at lave ordentlig belægning og et sikkerhedsgelænder. Det er frit fald og man må bare krydse fingre for, at vores fødder passer ind i de forgangne vandreres fodspor, der er vores eneste håb for sikkert fodfæste.
Så snart vi når ned på den anden side af bjerget og kommer ud på stranden, hvor havet netop har trukket sig tilbage og efterladt en flad og fugtig strandbund, er duggen blevet til støvregn, og vi bliver så godt som gennemblødte, før vi er nået frem til Noja. De to vikinger går et sted bagude, men jeg har i sinde at gøre mit allerbedste for at undgå dem. Pointe nummer 1, det er min camino, jeg må ikke bukke under for en eller anden slavemoral, der fortæller mig, at jeg er nødt til at følges med dem for at få en god tur. Pointe nummer 2, det er søster, jeg burde knytte et bånd til, ikke dem. Pointe nummer 3, de gider nok lige så lidt følges med os.
Vi ender alligevel med at støde på dem i jagten efter et sted at spise morgenmad – de danske morgenmadsvaner stemmer ikke rigtig overens med de spanske. I Spanien spiser de lokale et stykke toast eller en croissant til en kop café con leche, men ud fra vikingernes umiddelbare kropsbygning ligner de nogen, der spiser et halvt kilo OTA Solgryn hver morgen – eventuelt fem æg og en pakke bacon i weekenden. Sunde og raske unge mænd, garanteret fra perfekte kernefamilier med tradition og ambitioner for deres børn, en liter mælk hver dag og seks stykker frugt.
Under morgenmaden stiger jeg langt og længe op fra tømmermændenes brusende hav. Med kommentaren ”Desuden regner det også i dag, så er det slet ikke lækkert at ligge på stranden” får søster overtalt mig til at gå med hende og de to vikinger den lange, regnfulde vej til Güemes.  
”Og efter Guemes, kommer vi til...”
- ”Güemes,” retter jeg. ”U efter G eller Q før E er ikke stumt, når der er trema over diftongen.”

Det regner de sidste 20 kilometer til Güemes. Hvad der startede som uskyldig støvregn, har forvandlet sig til tunge dråber og bliver nærmest kastet horisontalt mod vores ansigter af den kraftige blæst. Søster havde lokket med hurtige smutveje, men da vi står i landsbyen, hvor den markerede rute og smutvejen skilles, tør hun pludselig ikke ”tage chancen”. I et T-kryds står vi så og skændes i et kvarter. Det er så pisse frustrerende, jeg kan fandeme blive så arrig af den kvinde. Hvad er der nu pludselig galt med smutvejen? ”Jamen det er jo kun 3 kilometer vi ville spare alligevel,” forsøger hun sig, men jeg skyder igen med en spydig kommentar om, at det jo så vil svare til en times vandring, hvis vi skal gå det langsomme snegletempo, som hun holder sig i. I ren og skær protest stormer jeg ind på den originale rute og forsøger at slå min hjerne fra, så den ikke eksploderer. Er det den gule eller den røde ledning, man skal klippe over? Jeg fryser, jeg er sulten, jeg er gennemblødt, jeg er udmattet.


Herberget i Güemes ligger midt ude i ingenting. Det skulle eftersigende være det bedste herberg på hele ruten, med flair for ægte caminoånd og omtrent firs senge fordelt ud i en masse små bygninger. Det minder mig om en efterskole. Midt inde i fællesstuen ligger den største hund, jeg nogensinde har set. ”¿Cómo se llama?” Ejeren siger, hunden hedder Bjöl (sådan vælger jeg at stave det). Dens enorme krop er pakket godt ind i en manke af gylden pels, min første handling er nærmest selvsigende. Jeg lægger mig, kold helt ind i knoglerne og udmattet, ved siden af Bjöl, lægger mine arme om ham og knuger mig ind til hans bløde, varme pels. Jeg kan høre, at damen ved check-indskranken fortæller søster, at vi inden aftensmaden skal mødes i et eller andet spirituelt rum og høre lidt om ”the university of life” og herbergets historie. Jeg korser mig ved tanken om at skulle sidde sammen med en masse pilgrimme, der tror, deres tur er så forbandet vigtig, at de er blot det mindste specielle. University of life, må jeg være fri.