Cadavedo part 1

Blå Øjne I Nord

Kapitel XIII

Han tager mig ude på køkkenbordet. Hans køtertænder borer sig ind i min skvattede muffinform. Jeg flagrer til jorden og efterlader en sky af krummer på vejen ned. Lige kommet ud af ovnen, en friskbagt lille sag, stadig varm og fugtig på indersiden, svampet og blød så jeg føles klæg i hans mund. Han slubrer hvert et vådt bær i sig, bliver lyserød mellem køtertænderne og han slikker min afdampede papirindpakning. Han slikker den ren og tom, smuldrende tom, så jeg kan føle mig lige så hul som ham. Han graver et hul i mig med tungen og begraver alle sine skelletter her.

    Jeg ligger alene på stranden i Cadavedo, dagens by, jeg er ankommet længe før nogen af de andre og de er ikke til at komme i kontakt med. Det meste af stranden er dækket af runde sten, jeg kan mærke hver og en under mig, de borer sig ind i mine feberdrømme under solen. Jeg føler mig syg og utilpas uden de andre. En lille lokal dreng står nøgen ude i vandkanten og kalder på sin mor, som ligger topløs et lille stykke fra mig. Jeg ligger sammen med alle de andre lokale. Jeg er ikke rigtig alene. Men jeg er oprigtig ensom. Drengen løber hen mod sin mor med strakt arm, han har gaver med ude fra vandet: sten. Ikke de samme sten som dem vi andre ligger på, nej, for disse her er våde og det er nogen, drengen har fundet. Så er de vel specielle.

    Jeg ankom til byen for en time siden efter en raserispurt langs den snoede hovedvej. Asfalten smøg sig som en hugorm langs den bugtende kyst, det var til at blive rundtosset af. Cadavedo ligger inde i en af disse bugte, stranden er smal og er omgivet af høje klipper, vi er i vores eget lille paradis. I det lokale supermercado købte jeg en six pack og en klase med druer, bar det hele vejen ned til stranden, hvilket gjorde dagen 2 kilometer længere.

    Jeg rejser mig fra min umættelige søvn på stranden og tager en Mahou med ud i vandet. Den er næsten lige så rød som min hud, vandet er lige så azurblåt som min bikini. Jeg står ude i vandet og drikker min øl, mens jeg kigger ud over dette vidunderlige paradis, jeg er havnet så ensomt i. Erosion har efterladt meterhøje nøgne klipper ude i den ene side af bugten, over dem kredser et par havmåger, som lader til at have bygget sig et hjem oppe på den fredelige top. Jeg kan ikke vurdere, hvor høj klippen er. Dens formation glider ud i dens egen spejlbillede i den vuggende havoverflade, jeg kan ikke rigtig skelne det hårde fra det våde. 

Muros de Nalon

Kapitel XII

Jeg tager toget fra Avilés og ankommer efter en lille times vandring til byen, hvor jeg har reserveret senge til gruppen. Det er endnu en spøgelsesby, og butikkerne har netop lukket skodderne til siesta. En cafe på byens plaza er nu, foruden en rapkæftet grønthandler, det eneste, der afslører tegn på liv. Hos grønthandleren køber jeg en sixpack og en vandmelon. Damen spørger, om jeg skal have en halv eller en kvart, jeg siger "No, no, completo por favor" og hun griner. Jeg peger på nogle frugter, jeg aldrig har set før og spørger "Qué es?" Og hun forklarer med sit mest overbærende spansk, at det er en slags figen. Jeg køber tre og to granny smith æbler.

"Jeg prøver at blive forbundet til en dybsindig sandhed, du prøver at blive oplyst gennem andre veje... Men se engang, alligevel sidder vi her og krydser hinanden igen." I virkeligheden taler vi engelsk sammen, James taler med sin canadiske accent, den føles på en eller anden måde besynderligt våd, en smule brusende, men ikke meget, lidt som en øl. Jeg skåler med hans stemme og svarer efter en sekundlang tænkepause: "Jeg prøver bare at få tiden til at gå." Min canadiske ven rynker sine mørke bryn og sænker sit overskæg ned i ølskummet. 

"Men ved du hvad"

- "Nej hvad?"

"Jeg har alligevel besluttet mig for at tage et år med job og rejser i stedet for direkte på universitetet!"

- "Jaså? Det lyder da spændende! Hvornår starter det så?" 

"Til næste sommer..."

- "Så er der lidt vej endnu, men nu er universitetet jo heller ikke det vigtigste i verden..." Vi griner begge to. James er i midten af 30'erne, er en PhD studerende og hans opgave har været knap 5 år undervejs. 

"Fremtiden skræmmer mig," siger jeg stilfærdigt. "Jeg er ikke særlig god til at leve. Lave ting, du ved. Afslutte ting. Gennemføre dem. Jeg stræber altid efter noget andet eller noget bedre eller noget 'næste' og nyder intet." 

- "Det er der jo inter sjovt ved."

"Nej..."

- "Måske det ville hjælpe, hvis du fokuserede mere på hvert øjeblik i nuet. Og mindre på fremtiden."

Jeg ruller øjne af James' lommefilosofi, han er ellers et oprigtigt intelligent menneske, men her skuffer han mig. Intet af det, han siger, er ikke allerede nedskrevet i morgendagens dameblade samt alle forgangne dameblade. 

"Jeg ved det godt," kommer jeg til at vrisse, så jeg er nødt til at fortsætte med en mere undskyldende og opgivende tone: "Det lader også til at være svaret hvorend jeg ser hen. Nogle gange begynder jeg også at leve i nuet! Så lever jeg i nuet... I det mindste i et par dage... Det er ligesom, når jeg rydder op derhjemme - hvis jeg altså formår at færdiggøre en hel rengøring - så opholder ordenen sig kun i et par dage..." Tjeneren kommer ud med to små tallerkener med gratis tapas. "Det er det samme med dem, jeg forelsker mig i. Åh James, for helvede, jeg keder mig så let, fremtiden virker så... Så forbandet kaotisk, jeg bliver konstant draget af den."

James tager hul på sin tapas, en lille anretning russisk salat, og vejleder mig med mad i munden: "Det ér udfordrende... Det er hårdt arbejde. Men vi har ikke så mange muligheder.... At kontrollere vores tanker og vores sind er det eneste håb... tænker jeg." Hans kæber arbejder på højtryk, han sluger og fortsætter: "Og det kommer sig kun ved at være til stede i nuet og være opmærksomme på selve øjeblikket... Tænker jeg. Og forhåbentligt kan vi gå lidt i naturen sammen en af dagene. Sætte tempoen på vores tanker lidt ned. Og lægge en genial plan for at overtage universet."

Vi spiser vores russiske salat og efterlader cafeen med lidt drikkepenge på regning og et "Hasta luego" til tjeneren. James, der kun var stoppet for at holde mig med selskab over en øl, fortsætter videre til en by tre timers vandring længere væk. Desværre, James, universet bliver aldrig vores, uanset hvor meget i nuet du sidder og dyrker yoga, og vi kommer nok heller aldrig til at gå en tur sammen. Når jeg vågner i morgen har jeg sikkert allerede glemt dig. Jeg står aldrig stille, jeg er rodløs, enten river jeg mig tilbage i fortiden og dvæler dér eller trækker halsen mod fremtiden og begge veje fylder mig med længsel. 

Villaviciosa-Gijon

Blå Øjne I Nord

Kapitel XI

De andre har musik i ørerne, når de vandrer. Søster har introduceret mig for e-reolen, hvor man kan låne lydbøger til dagens vandring. Jeg skal logge ind med min mors personnummer, det er sådan jeg husker hendes fødselsdato, den første i 12. 1964 og så videre og så videre. I Villaviciosa begår jeg den grufulde fejl at downloade en svensk krimi med navn Pandekagehuset, skrevet af Carin Gerhardsen, udgivet af People’s Press i 2014. Pandekagehuset er den første bog i forfatterens serie af krimier om Hammarby Politi og kommisæren Sjöberg. Jeg downloader denne banale fortælling efter at drengene havde fortalt om deres medbragte bøger: En Ond Cirkel af Wilbur Smith og Alex af Pierre Lemaitre. Måske var det deres karismatiske fortællerevner, der fik krimigenren til at lyde tiltalende i mine ører, de har trods alt studeret marketing og burde vide en ting eller to om, hvordan man sælger selv det dårligste lod.

Mens jeg går langs hovedvejen på vej mod Gijón bliver jeg trukket tilbage til mindet om uendelige bilture gennem Europa i familiens Fiat Multipla. Vi kører kun 90 kilometer i timen, for vi har trailer med. Den hollandske motorvej synes fladere end de andre europæiske forbindelser, vi flader nærmest ud sammen med den og antager en 2D form. I bilens anlæg runger en mandestemme, han læser svensk krimi op for sit publikum på vej til Frankrig, hvor vi tager færgen videre til Storbritannien. Den svenske krimi er lige så flad som den hollandske motorvej, hovedpersonen hedder vistnok Bergman til efternavn, hans elskerinde hedder Anika og en kvinde med navn Erika er blevet brutalt myrdet. Det lugter af skilsmisser, kaffeånde og jalousimord. Jeg kan nærmest se den svenske hede for mig.

Svenske krimier fungerer helt fantastisk på lydbog til bilturen. Historien udfolder sig med 90 kilometer i timen, alt det litterære æstetik er skåret fra, forfatteren forsøger ganske enkelt ikke at imponere, men har i stedet blot fokus på at formidle et handlingsforløb. Det er nemt for vores køresyge hjerner at sluge kriminalromaner, når de som hovedregel er skrevet, så de flyder som en syv timer lang film på indersiden af ens øjenlåg. De svenske krimiforfattere ville nok også ryge på min liste over krimifascister, det samme ville læserne, for det er vel egentlig dem, som dikterer, hvad trendy læsning er. De vil have let læsning, der med et par interne intriger – affærer, skilsmisser, morfinmisbrug og den slags – giver et strejf af vores egne kvaler i hverdagen, men så skal ekstremerne også have frit spil efterfølgende, det gode og det onde skal tårne sig op og gnide sig mod hinanden, skabe en spænding, der kan blive udløst i et ”Aaah, selvfølgelig” plottwist. 

Tilbage til det spanske landskab, hvor kommissær Stöjberg er ved at løse mordgåden i tomrummet mellem mine ører. Jeg undrer mig over, hvad helvede der driver disse forfattere frem: er det ikke dræbende at skrive krimilitteratur? Og hvorfor er vi så vilde med det onde? Hvorfor lader vi os betage af samfundets kræftknuder? Måske skyldes det, at disse særlige tilfælde giver os en alternativ virkelighed, vi kan spejle os i, så vi som samfund ser sundere og mere raske ud. Det er måske også derfor, at vi også er så glade for at købe alt, hvad Camilla Läckberg og Sara Blædel udgiver. Lidt let læsning der kan give et afbræk og et smugkig ind i en fuldkommen urealistisk verden, der ellers forsøger at portrættere noget velkendt. De er nemme at forholde sig til og nemme at arbejde med. Hemmeligheden bag krimiens popularitet: banaliteten. På mange måder en ganske udmærket egenskab, hvis man ønsker at blive en kendt forfatter – endda tjene penge på sit arbejde – men det kræver noget helt særligt at blive anerkendt og stå på hylderne sammen med giganterne, og dette er en svær kunst, hvis man ønsker at bibeholde et forfatterskab inden for krimigenren. Dem, som søger litterær skønhed, kan ikke finde det i kriminalromaner, det er ganske enkelt ikke en sfære, de kan nå ud i.

Der er ikke noget smukt og litterært skønt ved krimiromanen, og skulle der være en skygge af litterær finesse går det tabt i en filmatisering. Selve filmatiseringen af kriminalromaner er vel nok det stærkeste bevis på de fleste krimiers mangel på dybde. De er todimensionelle, flade som den hollandske motorvej, og jeg ærgrer mig over, at bogsalget i dag handler om popularitet og let læsning. Alt skal være så forbandet lige til, handling oven på handling, intet må være så skønt længere, at man er nødt til at genlæse hele afsnit, fordi abstraktionsniveauet er så højt, at ens hjerne næsten ikke kan samle meningen. Ja, meningen, ikke bare handlingen. Jeg husker skuffelsen efter at have set The Great Gatsby på Netflix, tomheden mindede om den, jeg så på siderne i ”Skumringstimen”. Jeg husker at læse starten på Nabokovs ”Lolita” en snes gange, fordi ordene var så nøje udvalgt til hinanden, at de nærmest løb som en svag iling ned ad ryggen.  ”Lo-lee-ta: the tip of the tongue taking a trip of three steps down the palate to tap, at three, on the teeth. Lo. Lee. Ta.”

I Gijón beslutter jeg mig for at downloade Lolita, skrevet af Vladimir Nabokov, udgivet for første gang i 1955 i London af Olympia Press. Jeg forelsker mig i Dolores og Humbert Humbert på samme måde, som jeg hver aften forelsker mig i blå øjne over et glas rødvin. 

Llanes de Póo

Blå Øjne I Nord

Kapitel X

I Llanes er jeg blevet væk fra de andre under den bagende sol, da jeg vandrer gennem hovedgaden i den halvstore havneby med den mere en tredive kilometer lange kystlinje. Det er endnu engang mig, der er blevet kåret som koordinator for fælles overnatning, og selvom jeg flere gange tidligere på morgenen bad de andre om at stoppe op på en synlig café på vej ind til Llanes og vente til vi alle var ankommet i samlet flok før vi fortsætter til vores udsete overnatningshybel, vandrer jeg ensomt gennem byen. Idioter.

    Jeg sender en besked videre til søster om, at ingen lader til at være stoppet op som aftalt, så jeg går videre på egen hånd. Da jeg når udkanten af byen er der intet nyt fra gruppen, da jeg kigger på min telefon, i stedet ligger der et ubesvaret opkald fra et telefonnummer, jeg øjeblikkeligt genkender. De første to cifre indikerer, at det er en fastnettelefon i Koldingområdet, og hvem andre end offentlige instanser benytter sig af fastnettelefoner?

    Jeg handler solsikkekerner og chokolade i supermarkedet Día og støder ind i Esben, da jeg når tilbage på ruten. Vi følges det sidste stykke til Llanes de Póo – en lille forstad vest for Llanes – og deler mit chokolade og hans vand. Da vi finder alberguet er værtinden stadig ved at gøre rent, men tager sig tiden til at åbne op for os og forklare, at der kun er ”cuatro camas” tilbage, hvilket betyder, at vi enten skal splitte gruppen op eller gå videre. Vi bliver tilbudt en siddeplads i skyggen, hvor vi kan vente til resten af flokken ankommer, og da Esben forsvinder ind i huset i jagten efter et toilet, efterspurgt på gebrokken spansk, mere rustent end mit eget, sender jeg et opkald tilbage til det danske nummer.

    Jeg får en kvinde i røret og hører ikke, hvad hun hedder, da det eneste der sidder fast i min øregang på nuværende tidspunkt og det følgende døgn er: ”gynækologisk ambulatorie”. Jeg giver hende mine oplysninger og beder hende om at sende de fornødne, forbandede informationsfoldere til mig per mail, da jeg er i udlandet og ikke har telefoni eller lysten til at blive sat ind i proceduren på denne måde. En mail kan jeg desuden vælge at slette og glemme, hvorimod skælvende ord vil blive oplagret og husket for altid.

    Vi ender med at bo på et privat herberg, et almindeligt spansk casa med en nydelig indretning og et køkken med tilgængeligt udstyr, så jeg laver spaghetti carbonara til vores lille camino familie og de skænker vin op for at holde mig kørende. Det er en forunderlig følelse at sidde i et fremmed land, let ildelugtende og med en flok halvfremmede mennesker og så samtidig føle sig så hjemme. Jeg ved ikke, om det er husets atmosfære eller vinen, der får mig på disse tanker, men midt i al denne afslappethed og med Esbens fødder i mit skød og en gin og tonic afventende på bordet opdager jeg, at en ny mail med tre vedhæftede filer er tjekket ind i min indbakke. Jeg sletter dem uden at blinke, siger ”Massér mine lægge” og langer mine stænger over i skødet på Esben, hvorefter han giver sin vandrings første massage. Man skal jo give, før man kan få. Do ut des, do ut des, som romerne ville sige det.