Castro Urdiales

Blå Øjne I Nord

Kapitel II

I Spanien har den ældre del af befolkningen (den som vi herhjemme kalder ældrebyrden) ingenting. Statens støtte til disse mennesker er så godt som minimal – hvad andet kan man forvente af en så korrupt stat som den vi ser i Spanien – men alligevel ser vi dem konstant på landevejene eller i de små landsbyer, hvor de udstråler energi og livsglæde. Nogle kommer glad cyklende forbi os, hilser pænt ”¡Hola chicas!”, andre sidder blot og spiller kort på den lokale café. Kvinderne har som regel kortklippet hår, der er fint redt og krøllerne står som de skal med lidt hårlak. Deres negle er velpolerede og i kavalergangen hænger der overdådige halssmykker, som matcher de perler som sidder i ørene og om håndleddene. Den spanske 65+ kvinde ligner en million. Den spanske mand bærer kortærmet skjorte med forskelligt mønster – som oftest striber – og den er stoppet ned i et par kakifarvede bukser med pressefolder, som holdes oppe med et autentisk læderbælte. De øverste knapper i skjorten er åbne, gråligt brysthår kan ses, tilsæt eventuelt en smal guldkæde og så har man den klassiske spanske 65+ mand. Det er mig en gåde, hvordan jeg stadig kan blive overrasket, når jeg ser dem på gaden. Sig mig, har I ikke et plejehjem at dø på? Har I ikke en væg I skal glo ind i dagen lang?

     ”Gid mormor og morfar kunne flytte til Spanien – de ville lever som grever med en dansk pension hernede. Mormor ville elske det,” siger jeg og vender mit fascinerede blik væk fra en ældre dame i smart blazer og lakerede negle, som sidder og sipper til sin café con leche og spiser churros med to sirlige fingre. Jeg tænker på mine bedsteforældre derhjemme i Danmark, jeg har tre tilbage og kan meddele, at jeg aldrig har haft kontakt med min farfar. Men kontakten med de øvrige bedsteforældre er nu også dalet med årene, og er der noget, som kan give mig dårlig samvittighed, så er det at blive mindet om, hvor lidt man besøger dem.

     For i Danmark færder ældrebyrden sig ikke uden for en dør. De sidder ikke på café og læser avis eller spiller backgammon med vennerne. De går ikke til frisør eller får ordnet negle. I Danmark er ældrebyrden vitterlig en byrde – ikke for samfundet, men for vores egoistiske samvittigheder. På den ene side elsker vi dem højt, men på den anden side elsker vi også os selv forbandet meget og vi har så pisse travlt med alt muligt – bilder vi os selv ind – og det er nok bare bedst for dem at blive sendt på plejehjem. Eller bedst for os, så kan vi fortælle os selv at ansvaret for vores forældre eller bedsteforældre er løftet fra vores smalle, indadvendte, egoistiske skuldre og over på systemet. Så kan vi jo bare stemme på Dansk Folkeparti, der råber ”bedre ældrepleje” mens de skærer i velfærden og håbe på, at det vil dulme samvittigheden når man jul efter jul glemmer at ringe til de gamle og ønske dem en glædelig jul på plejehjemmet. 

     På herberget i Castro Urdiales sidder jeg oppe det meste af aftenen og snakker med amerikaneren. Vi diskuterer hele verdenssituationen over et stykke brød og en flaske vin, snakker om alt lige fra korrupte regeringer til omskæring af små drenge. Dette er den sande caminoånd: at snakke åbent om sine egne og andres kønsdele med fremmede uden hverken at finde det akavet eller stødende. Herberget er fyldt, så amerikaneren har fået lov til at sove ude i skuret, som benyttes af pilgrimme til at vaske tøj, på gulvet er der kun lige akkurat plads til et læggeunderlag. Da jeg kommer ind i hovedbygningens sovesal, hvor nattens symfoni af snorken og drømmestøn, misunder jeg straks hans ensomhed ude i skuret. Jeg har ikke engang været på caminoen i tre dage, og jeg er allerede forbandet træt af pilgrimmene omkring mig. "Tænk positivt, tænk positivt." Min hjernes mantra. Jeg ligger i mørket og kigger op på over mig, hvor søster sover tungt. 

Om morgenen skyder jeg et brev og en plastikindpakket croissant under skurets skæve dør. 

G'morning Mason

Sister and I are walking to an albergue in a city called Laredo - it has a beach. It's 19 miles, I know, but you can do it, come join us.

Here, have a croissant. I stole it from the kitchen. If they are still open by the time you wake up, I'm sure you can sneak in and fill your pockets with more.

See you on the road, and "Buen fucking Camino"

Lots of Love

Astrid 

Blue Eyes in the North

Chapter II

Here in Spain the elder generation of the population (the one we would describe as the old burden back home) has absolutely nothing. The Spanish state provides almost zero economical support to these people – but what else could we expect from such corrupt government – yet we see them walking around the villages all the time, carrying themselves with such honour and happiness. Some of them pass us on their bikes, saying:”¡Hola chicas!”, others simply sit outside the local café playing cards. The women have styled short-cut hair, nicely combed and with graceful curls. Their nails are nicely polished and they carry breathtaking jewelry in their cleavage, jewelry that matches the pearls around their wrists and earrings. The Spanish 65+ woman looks like an absolute dream. The Spanish man wears short-sleaved shirts with different patterns – mostly stripes – and they tuck it down their neat trousers with press folds and an authentic leather belt. The top buttons of the shirt are open, greyish chest hair pops out – add a slim gold chain if you’d like and there you have the classic 65+ Spanish man. I’m in absolute awe and I wonder how their fancy dress up keeps surprising me when I see them swinging down the streets. I mean, don’t you guys have somewhere to die? A care home with grey walls and sloppy food?

    ”I wish Nan and Granddad could move to Spain – they would live like kings and queens with a Danish pension down here. Nan would love it,” I say and move my fascinated glare away from an elderly lady in a nice blazer and painted nails, who is sipping a café con leche and delicately eating churros with two fingers. I think about my grandparents back home in Denmark, I have three of them left but never cried when my dad’s father died – we never really knew him and according to my dad he was quite an odd fish. I have been terrible at keeping in touch with my remaining grandparents. If there is anything in this world that can give me an achy stomach it is the memory of how little I visit them. 

     Because in Denmark the old burden is more likely to stay at home all day. They don’t hang around cafés and read the paper or play backgammon with friends. They don’t go to the hairdresser nor have their nails done. In Denmark the elderly people are truly a burden – not to society but to our disgustingly selfish consciences. On one hand we love our parents and grandparents but on the other hand we also love ourselves an awful lot and oh we are so busy with our own lives – or at least that what we tell ourselves – so it is probably the best for them to be put in care homes. Or the best for us, then we can tell our hearts that the responsibility has left our fragile, self-centered shoulders and has been given to the State. Then we can always just vote for Dansk Folkeparti who shouts “Better service for the elder” while they cut slices of the Danish welfare cake, hoping this will soothe our bad conscience when we year after year forget to wish them a merry Christmas.