Santoña

Blå Øjne i Nord

KAPITEL III 

Da vi forlader amerikaneren ude i skuret og sætter kurs mod Laredo, kan jeg mærke, at alt inde i mig brænder efter at ende i en by, hvor enten han eller de andre danskere også er. Det er en konstant kamp, som søster og jeg drøfter på vejen.

”Tror du, de andre stopper i Laredo?”

- ”Det gør de sikkert, Laredo har den bedste strand på hele ruten,” pointerer søster for at møde mine forhåbninger. Lige nu ville jeg være villig til at gå tredive kilometer ekstra, hvis det betød, at vi kunne tilbringe endnu en aften amerikaneren, danskerne og en flaske rødvin. Hvad er det dog for en slavemoral at have? Hvorfor kan jeg ikke bare gå turen for min egen skyld? Gå min egen camino, ikke deres.

Jeg forsøger at fokusere mine tænker på de målsætninger, jeg satte for mig selv på den første dag og siger til min søster, at jeg er ligeglad med, hvor vi ender i dag eller hvor de andre ender.

”Nu går vi bare. Vi skal ikke planlægge noget, vi skal bare gå og håbe på, at hvad end, der sker, sker for det bedste,” siger jeg afslutningsvist.

”Ja! Det synes jeg også, ellers bliver det ligesom sidste camino,” indskyder søster. For to år siden endte de sidste ti dage af turen med at være nøje planlagte efter, hvor gruppen gerne ville hen, vi ville for alt i verden ikke ende i en by, hvor vi var de eneste.

”Jeg har et spørgsmål... hvis Murphys lov siger: alt hvad der kan ske, vil ske. Betyder det så at... alt hvad der sker, kun sker, fordi det ikke kunne være sket anderledes? Jeg mener, i bagklogskaben kan man jo altid sidde og sige, at alt havde været anderledes, hvis man nu havde handlet på en anden måde, men siger Murphys lov så, at alle disse mulige scenarier ikke skete, fordi det ikke var muligt?” Søster kigger på mig med sammenknebne øjne i et stykke tid. Det er vidunderligt at have en søster, der rent faktisk tager sådan nogle spørgsmål alvorligt.

- ”Har du set Interstella?” spørger hun.

”Ja, det er faktisk derfor, jeg spørger. Jeg har gået og tænkt på det lige siden...”

- ”I Interstella kommunikerer Matthew McConaughey til sin datter gennem bøgerne, dette er hvad der vil ske. Derfor er det eneste, der kan ske, alt, hvad der fører hen til dét punkt.”

”Så... selvom man kan sige, han kunne da bare vælge ikke at tage med på rumekspeditionen...”

- ”Det er slet ikke en mulighed...”

”Ah... wow... min hjerne kollapser snart. Men altså, alt hvad der kan ske, vil ske! Så nu går vi bare!”

Jeg går de sidste fire kilometer til Laredo via hovedvejen, søster tager den originale rute på grund af sin frygt for biler, der kører mere end 40 km/t. Jeg sidder og venter i en lille halv time på det punkt, hvor hovedvejen ind til byen mødes med ruten, og hvor et af byens herberger tilfældigvis også er. Jeg kan mærke i mig selv, at jeg ikke har den mindste lyst til at overnatte her. Først og fremmest er det for langt væk fra stranden, for det andet... mine mavefornemmelser siger nej.

”Lad os gå videre ind mod byen, måske finder vi det perfekte sted,” siger jeg, da søster ankommer. Ifølge guidebogen ligger der ingen herberger inde i selve byen eller tæt ved stranden, så vi aftaler, at gå videre til næste på, Santoña, med mindre noget helt formidabelt dukker op på vejen.

     Vi går langs stranden i Laredo med nøgne fødder i vandkanten. Med tredive grader direkte ned i hovedbunden og reflekteret fra vandet går vi mod strandens spids, hvor vi skal med et bådlift til Santoña. Et eller andet sted inden i mig får jeg dårlig samvittighed over at have bildt amerikaneren ind, at vi ville stoppe i Laredo. Tænk hvis han sidder på et af de kedelige herberger i Laredo og hader os for at have lokket ham i fordærv. På den anden side havde han svoret, at han ikke ville gå så langt, eftersom at han både bærer på rygsæk og guitar. Nu er søster og jeg nok kommet så langt foran, at vi aldrig kommer til at møde ham igen. Vi kommer aldrig til at møde ham igen. Det er caminoens forbandelse, man forelsker sig i venskaber, der let forsvinder lige så hurtigt, som de er opstået. Tanken er næsten ubærlig.

     I Santoña leder vi længe efter det offentlige herberg, som eftersigende skulle have over hundrede senge. Vi har gået fem kilometer ekstra fra Laredo og guderne må vide, hvor mange ekstra kilometer man bruger på at finde et sted at sove. ”¿Perdon, donde está la albergue municipal?” Vi bliver vist et godt stykke ud af byen, hvilket får os til at bande og svovle. For helvede, det var jo meningen, at vi ville bo et hyggeligt sted, ikke et guds forladt sted ude byens industridel.

”Er det ikke vores vikinger?” spørger søster pludselig og peger ud på en parkeringsplads, hvor to meget hvide mænd med rygsække kommer spankulerende.

”Arrg... Joo.. tjoo.. jo det er fandeme,” tilkendegiver jeg og bruger alt min indre styrke på ikke at bryde ud i grådfyldt jubel – jeg kunne næsten ikke være lykkeligere. Vi følges med de to danskere til det offentlige herberg, som her sent på eftermiddagen viser sig at være completo. Jeg gennemlever en følelsesmæssig rutsjebanetur ved denne nyhed, men søster minder mig om, at alt hvad der kan ske, vil ske. Vi skal nok finde på noget. Vikingerne dulmer deres skuffelse ved at tage en dukkert i en forladt og ikke så charmerende lystbådehavn nærliggende det enorme herberg. Søster og jeg vandrer tilbage til bycentrum, hvor vi gør endnu et desperat forsøg på at finde det private herberg, hvor vi ender med at booke fire senge, til når drengene engang dukker tilbage fra deres terapeutiske badetur.

Det private herberg ligger i skjul mellem et hav af restauranter på Plaza san Antonio, det er en gammel lejlighedsbygning, så vi har fået vores egen nøgle til at låse os ind med om aftenen, hvilket ufortrødent giver anledning til et par gin og tonics før sengetid. Søster går tidligt i seng, så jeg sidder alene med de to danskere over en ny flirt med min skønne blå safir vædet i brusende tonicvand.

     Vi aftaler at fortælle hinanden vores dybeste hemmeligheder, for er det ikke sådan, man lærer hinanden bedst at kende? Der er noget tiltalende ved tanken om at sidde med to mennesker, som man aldrig har mødt og som man aldrig behøver møde igen. Jeg kan være fuldkommen ligeglad med, hvad jeg ved om dem, og hvad de ved om mig. Det bliver hurtigt til en leg om ”Hvis jeg må se din, må du se min” og som små børnehavebørn, der både bliver forarget og pinligt berørte over sandheden, sidder vi bare og stirrer på hinanden med småblege ansigter. Det er jo nærmest ufatteligt, at vores samvittigheder ikke er knækket sammen under det store, hemmelighedsfulde og bedrageriske pres. Vi anerkender hinanden som dårlige mennesker, accepterer hinandens skævheder og løfter dermed vores venskab til et højere plan. Vi skåler for sidste gang lidt farve i kinderne og vælter småfulde op i seng.