Blå Øjne I Nord
Kapitel IV
Min seng er
epicenteret for et jordskælv, der brøler sig tocifret op ad richterskalaen. Da
jeg rejser mig, falder jeg ned gennem sprækkerne i Jordens skorpe, snubler helt
ned i støvet og bliver til en grødet masse nede i det flydende jern. Om et par
tusind år bliver jeg vel til en diamant.
Det løber koldt ned ad ryggen på mig, jeg
har hjertebanken og min pande er våd af sved. Min skønne blå safir har forladt
mig, så jeg nu kun står tilbage med et tomrum indeni, der knurrer dunkle, ensomme
ekkoer. Alligevel stikker jeg fingrene i halsen og prøver at kaste op. Jeg kan
ikke. I stedet hviler jeg min dunkende pande mod toiletbrættet og forsøger at
tage en hurtig lur. Bare fem minutter... bare... to minutter... det er alt,
hvad jeg behøver... ikke mere gåtur, ikke mere camino. Nu skal Astrid lige sove
her lidt, mens køkulturen blomstrer ude foran toiletdøren.
Til min
store overraskelse viser søster sig fra sin allermest tålmodige side. Jeg har
fået slæbt mig tilbage i underkøjen og ligger blot og har ondt af mig selv. Hun
sidder på en taburat foran mig med sin guidebog i skødet og forsøger at tale
fornuft ind i mit slørede kranie.
”Astrid...
hvad nu hvis vi kun går til næste by? Kan du klare det? Byen hedder Noja, der
er en lækker strand... så kan vi bare ligge der hele dagen og slappe af, ikke?
Der er kun... 7 kilometer eller sådan noget.”
Gud gav mig
ikke en søster, Gud gav mig en engel. Jeg tager imod tilbuddet om at gå til
Noja og flade ud på stranden og finder langsomt energi til at komme i tøjet. Da
jeg sidder ude i herbergets entré og binder sko, begynder etagens trægulv endnu
engang at ryste. Denne gang skyldes det, at den enorme viking fra aftenen før
kommer trampende ud fra sovekammeret.
”Godmorgen,”
siger han og supplerer med et besynderligt, dog bemærkelsesværdigt charmerende
smil under trætte øjne. Iført intet andet end boksershorts. Det er jo klart, gør det endelig ikke nemt for mig.
Stakåndet:
”... eh... godmorgen... er vi klar til endnu en buen fucking camino?” Jeg
graver mig mentalt ned i Nojas sandstrand og er allerede drejet om på hælen og
på vej ud af døren, hvor søster står og venter, da han svarer ”Næ.”
Da vi når ud
af Santoña, kommer vi til et bjerg med frodige skråninger. De grønne klipper
når helt ud til havet, så vi er nødt til at bestige bjerget for at komme om på
den anden side til Nojas strand. Det er gråt og overskuet, duggen falder
særligt tungt denne morgen, det er som at gå i en sauna, da vi går midt inde i
bjergets grønne vildnis. Stien vi går på er udelukkende skabt af vandrere, det
vil sige, der har ikke været en kommunalarbejder herude for at lave ordentlig
belægning og et sikkerhedsgelænder. Det er frit fald og man må bare krydse
fingre for, at vores fødder passer ind i de forgangne vandreres fodspor, der er
vores eneste håb for sikkert fodfæste.
Så snart vi når
ned på den anden side af bjerget og kommer ud på stranden, hvor havet netop har
trukket sig tilbage og efterladt en flad og fugtig strandbund, er duggen blevet
til støvregn, og vi bliver så godt som gennemblødte, før vi er nået frem til
Noja. De to vikinger går et sted bagude, men jeg har i sinde at gøre mit
allerbedste for at undgå dem. Pointe nummer 1, det er min camino, jeg må ikke
bukke under for en eller anden slavemoral, der fortæller mig, at jeg er nødt
til at følges med dem for at få en god tur. Pointe nummer 2, det er søster, jeg
burde knytte et bånd til, ikke dem. Pointe nummer 3, de gider nok lige så
lidt følges med os.
Vi ender
alligevel med at støde på dem i jagten efter et sted at spise morgenmad – de
danske morgenmadsvaner stemmer ikke rigtig overens med de spanske. I Spanien
spiser de lokale et stykke toast eller en croissant til en kop café con leche, men ud fra vikingernes
umiddelbare kropsbygning ligner de nogen, der spiser et halvt kilo OTA Solgryn
hver morgen – eventuelt fem æg og en pakke bacon i weekenden. Sunde og raske
unge mænd, garanteret fra perfekte kernefamilier med tradition og ambitioner
for deres børn, en liter mælk hver dag og seks stykker frugt.
Under
morgenmaden stiger jeg langt og længe op fra tømmermændenes brusende hav. Med
kommentaren ”Desuden regner det også i
dag, så er det slet ikke lækkert at ligge på stranden” får søster overtalt
mig til at gå med hende og de to vikinger den lange, regnfulde vej til Güemes.
”Og efter
Guemes, kommer vi til...”
- ”Güemes,”
retter jeg. ”U efter G eller Q før E er ikke stumt, når der er trema over
diftongen.”
Det regner
de sidste 20 kilometer til Güemes. Hvad der startede som uskyldig støvregn, har
forvandlet sig til tunge dråber og bliver nærmest kastet horisontalt mod vores
ansigter af den kraftige blæst. Søster havde lokket med hurtige smutveje, men
da vi står i landsbyen, hvor den markerede rute og smutvejen skilles, tør hun
pludselig ikke ”tage chancen”. I et T-kryds står vi så og skændes i et kvarter.
Det er så pisse frustrerende, jeg kan fandeme blive så arrig af den kvinde.
Hvad er der nu pludselig galt med smutvejen? ”Jamen det er jo kun 3 kilometer
vi ville spare alligevel,” forsøger hun sig, men jeg skyder igen med en spydig
kommentar om, at det jo så vil svare til en times vandring, hvis vi skal gå det
langsomme snegletempo, som hun holder sig i. I ren og skær protest stormer jeg
ind på den originale rute og forsøger at slå min hjerne fra, så den ikke
eksploderer. Er det den gule eller den røde ledning, man skal klippe over? Jeg
fryser, jeg er sulten, jeg er gennemblødt, jeg er udmattet.
Herberget i
Güemes ligger midt ude i ingenting. Det skulle eftersigende være det bedste
herberg på hele ruten, med flair for ægte caminoånd og omtrent firs senge
fordelt ud i en masse små bygninger. Det minder mig om en efterskole. Midt inde
i fællesstuen ligger den største hund, jeg nogensinde har set. ”¿Cómo se llama?”
Ejeren siger, hunden hedder Bjöl (sådan vælger jeg at stave det). Dens enorme
krop er pakket godt ind i en manke af gylden pels, min første handling er nærmest
selvsigende. Jeg lægger mig, kold helt ind i knoglerne og udmattet, ved siden af Bjöl, lægger mine
arme om ham og knuger mig ind til hans bløde, varme pels. Jeg kan høre, at
damen ved check-indskranken fortæller søster, at vi inden aftensmaden skal
mødes i et eller andet spirituelt rum og høre lidt om ”the university of life”
og herbergets historie. Jeg korser mig ved tanken om at skulle sidde sammen med
en masse pilgrimme, der tror, deres tur er så forbandet vigtig, at de er blot
det mindste specielle. University of life, må jeg være fri.
