Blå Øjne I Nord
Kapitel V
Vi er rykket
fra spisebordet og sidder nu tæt pakket sammen om Kirsten og Felix’ stuebord.
Min kæreste har forladt stuen til fordel for noget mere interessant ude i
køkkenet, så jeg sidder alene tilbage med alle hans venner og er skuffet over,
at de to glas vin til maden ikke gjorde et bedre indtryk på min angst for disse
menneskers selskab. Jeg sidder midt i en lukket klub, føler mig som en skurk,
der i ly af natten har brudt ind i deres hellige fællesskab. Jeg er
overfladespænding, to dråber mere og jeg flyder over kanten. Det virker
fuldkommen tåbeligt at sidde her. Altid hans venner, for helvede, hans venner
kan ikke engang lide mig. De er også idioter, de opfører sig som om jeg ikke
kan se direkte gennem dem. Mennesker har tendens til at tro, at de er så
pokkers dybsindige, at de skulle have flere mystiske lag. Nej, de er blot løg
på overfladen af en klar suppe, fuldkommen blottet og transparent for
omverdenen. Jeg ved udmærket godt, hvad de tænker, så jeg rejser mig op og
følger med min hjertebanken ind på Kirsten og Felix’ soveværelse, hvor jeg
åbner vinduet op og kravler ud på sålbænken. Der er godt og vel seks meter ned
til deres frosne græsplæne. Glædeligt nytår, jeg kunne altid tage chancen.
