Blå Øjne I Nord
Kapitel VI
Søster og jeg går alene fra Güemes næste morgen. Det er diset og vores tøj fra gårsdagens regnvejr er stadig klamt og fugtigt. Slemmere er det for de pilgrimme, der forsøgte sig med at hænge tøj op på snorene udenfor under halvtagene, morgenduggen har fuldstændig forhindret tøjet i at tørre eller har endda formået at gøre det vådere end da det blev hængt op den forgangne dag. Solen brænder igennem det nordspanske skydække i løbet af et par timer, så da vi endnu engang når ud til kysten, er strandsandet dejlig tørt og den skyfri himmel nyder sit genspejl i Atlanterhavet, der vugger mod kontinentet med blide krusninger i overfladen.
Vi går på ryggen af høje skrænter og kan se storbyen Santander ude i det fjerne som en malplaceret, betonfarvet klods midt i et ellers romantisk maleri. Vikingerne har bevæget sig ned ad trapperne, der fører ned til et af strandens rolige indhak. Jeg følger dem tilbagetrukkent med øjnene. Når jeg betragter dem oppe fra skrænten ligner de stadig unge, nøgne guder til trods for at de blot er små prikker nede i den havblå skærsild. Denne blomstrende, kåde ungdom. Denne fontæne af eventyrlyst og mod grænsende til det naive. Disse unge mænd på deres livs vandring, ude i vandkanten og over det spanske landskab, er de overhovedet klar over det? Og hvad med min egen vandring? Hvad fanden betyder den og for hvem?
Jeg trækker mine øjne fra de unge mænd og overtaler mig selv til at eliminere fantasien om at dykke ned i Atlanterhavets dyb i deres følgeskab. I deres selskab ville jeg lade mig forføre den lange stride vej til deres spektakulære undervandsrige, et fortabt Atlantis hvor alt er skønt og smukt og dagligdagens eneste problemer er den lette trykken for ørene og - selvfølgelig - manglen på ilt. Det slår mig pludselig, hvor nemt det er at leve på overfladen, hvor uskøn den end måtte være, og jeg vælger at blive på stien.
Dagens vandring bliver kort, da vi stopper i storbyen Santander. Jeg finder en Tiger butik, hvor jeg køber denne notesbog - forhåbentlig vil mine beretninger blive mere virkelighedsnære fra nu af. Vi sidder og venter på kantstenen ude foran herberget, der ligger centralt i byen, da Michael og Esben dukker op rundt om hjørnet og kommer vandrende mod os. Jeg prøver at spille overrasket, som om jeg slet ikke havde regnet med at se dem nogensinde igen, men forsøger samtidig at trække mig en smule tilbage fra dem og søster. Min camino skal ikke handle om dem. Jeg noterer på første side i bogen, de målsætninger jeg havde sat mig selv den første dag og tilføjer i p.s. At jeg ikke må sætte for høje forventninger til folk på caminoen og i parentes (forvent at blive skuffet).
Ifølge psykologen Rosenthaler, kan man påvirke både mennesker og dyr i en positiv retning blot ved at have højere forventninger til dem. Rosenthaler fik sine psykologielever til at udføre et adskilt eksperiment med to hold rotter. Han forklarede sine elever, at det ene hold retter var væsentligt bedre i tests og var altså "smarte rotte" mens det andet hold rotter aldrig kunne finde ud af noget som helst, fordi de var "sløve rotter", der normalt ville blive sorteret fra i eksperimenter - i virkeligheden er der jo ikke forskel på rotters attitude. Det viste sig, at de såkaldte smarte rotter udførte testen 30 % hurtigere end de sløve rotter, ganske enkelt fordi eleverne havde højere forventninger til de smarte rotter og modsat havde fordømt de sløve på forhånd, hvilket påvirkede deres attitude og opførsel over for rotterne under forsøgene. Af en eller anden grund, virker dette ikke for mig, det er for mig ligegyldigt, hvor meget kærlighed, positivitet og høje forventninger jeg sender i mine rotters vej, jeg får kun negative udfald tilbage. Så jeg vælger hverken at have høje eller lave forventninger, forhåbentligt med det resultat, at jeg altid vil blive overrasket. Nyd de venskaber du har nu og her og vid, at de kan være forsvundet i morgen, sådan lyder dagens mantra. Carpe diem. Lev i nuet. Lev mens du gør det, elsk mens du tør det, bojing bojing og andet lyrisk lommefilosofi fra en svunden tid.
Jeg spiser symbolsk aftensmad med søster og drengene. Vi har alle – med undtagelse for Esben – bestilt cola til maden, jeg kan pludselig godt se, hvilken kæmpe fejltagelse det var. Der mangler en flaske vin på bordet, jeg mangler den afstressende summen for ørene. Jeg kaster op og går i seng. 