Blå Øjne I Nord
Kapitel VII
Jeg træder skævt for hvert et skridt, jeg tager. Jeg har en djævel i hver
sko, men den værste har bidt sig fast om min lilletå på venstre fod, hvilket
sætter en kædereaktion af smerte i gang. Jeg forsøger at træde mere på hælen,
så jeg undgår at lægge tryk på den ømme, vabelbefængte satans-tå. Det sender
stød op gennem hælen, skinnebenet og op i venstre hofte, der bliver mærkelig
skæv. Når jeg så alligevel kommer ud og trykker på lilletåen, springer jeg
hurtigt over på højre fod og der bliver sendt stød op i knæskallen. Jeg træder
skævt, for hvert forbandede skridt, jeg tager på den forbandede asfalt. Min rygsøjle føles skæv og gør mig øm helt op i nakken. Jeg slæber mig af sted som
Frankensteins monster, jeg zombie-walker hele vejen til Santillana del Mar.
Et par kilometer før byens centrum stopper søster og jeg op ved en
grusvej, der når op til den hovedvej, vi går på. Ifølge guidebogen skulle der
ligge et herberg længere nede og der står minsandten også et skilt med
”Albergue 400 metros”. Det er de længste 400 meter, jeg i mit liv har gået. Min
krop har en underlig tendens til at give fuldkommen op, så snart den
registrerer, at vi snart har nået dagens mål. Så snart mine desperate øjne ser
et kilometerskilt, hvor tallet er fem eller derunder, er det som om, at mine
fødder forvandler sig til granit og min hjerne omstiller sig til øjeblikkelig siesta
og rødvin.
Herberget er et privat hjem, hvor der bor tre generationer under samme
tag. Det er som at være på besøg hos sine bedsteforældre, og selvom det var
utrygt at træde ind i et fremmed hus midt ude i ingenting, føles det pludselig
som at være hjemme. Græsset ude i haven er højt og jeg må okse mig igennem et
par buskadser, før jeg finder en plet, hvor jeg kan slå mig ned på mit
håndklæde og skrive netop disse ord i min medbragte bog. Min nye spanske
bedstefar kommer ud til os med appelsiner, jeg siger ”Muchas gracias”, peger på
den orange frugt og siger ”Es una naranja”. Han smiler kærligt og
komplimenterer mit skolespansk. Jeg befrier frugtkødet fra den orange
indpakning og propper tre saftige skiver i munden. ”Es una naranja muy dulce,” tilføjer
jeg med våde vokaler og tørrer mig om munden med bagsiden af min hånd. Jeg
falder i søvn under den spanske sol, vågner ikke engang af myrerne, der kribler
rundt på mine klistrerede fingre og stjæler appelsinens bitre hvide underskræl,
der har sat sig fast under mine negle.
Vi spiser aftensmad sammen med en hollandsk unge kvinde. Bedsteforældrene
prøver at deltage i vores samtale, hver gang vi bruger et engelsk ord, de kan
forstå, de opfatter blandt andet, at vi beklager os over solbrændthed og ømme
fødder. Bedstefaren rydder bordet for tallerkener og forsvinder derefter ud af
huset, men kommer tilbage kort efter med tre friske blade fra deres enorme aloe-vera
plante ude i haven. Bladene er tykke og kødfulde, han deler hvert af dem i to,
så deres slimede indre afsløres. Den hollandske pige og jeg får hver vores
stykke slimede plante og begynder at smøre vores solbrændte hud med naturens
egen medicin. Jeg lukker øjnene og lader mig opsluge af plantens kølende
effekt. Det er ufatteligt, at denne plante kan hele min hud, vores celler taler
det samme sprog, vi er i samme familie.
