Comillas

Blå Øjne I Nord

KAPITEL VIII

”Vi går i seng nu,” siger det danske kærestepar, som har holdt os med selskab denne aften. Michael kender de to unge danskere fra deres fælles gymnasietid, fuldkommen tilfældigt at de skulle mødes her i Spanien. Det er en lille verden, vi bor i. Søster og Michael følger trop og efterlader mig i herbergets have sammen med Esben. Der er stadig vin tilbage og Esben sidder stadig og kæmper med en sixpack Mahou. Med andre ord er det slet ikke sengetid. Da vi sidder og snakker, går det op for mig, at det er vores første rigtige samtale. Hele turen har været præget af sporadiske ordvekslinger, men samtaler som disse, hvor man ikke bare sidder og venter på, at den anden bliver færdig med at tale, så man selv kan komme til orde, er der hidtil ikke mange af. Jeg ved ikke helt, hvad vi snakker om. Jeg prøver at fortælle lidt om mig selv, og vi snakker om hans indtryk af caminoen. Sammen med kæresteparret er han gruppens førstegænger, hvilket giver dagens vandring en interessant vinkel. Nye vandrere vil altid gerne se en mening med turen eller finde et spirituelt vindue. For mig er selve gåturen underordnet, jeg skal blot fra A til B, så jeg kan nyde gruppens selskab over en flaske vin.

”Hele den der snak vi fik i Güemes af ham ejeren – det var nok lidt for meget. Altså, jeg kan godt se, at det for de fleste er en speciel tur, men alt det der university of life blev sgu bare lidt for meget.”

- ”Ja, lige nøjagtig. Nu har jeg jo gået turen før, selvfølgelig på den franske rute, men det fjerner lidt af magien, når man har prøvet at være bag kulisserne, hvis du forstår, hvad jeg mener...”

”Hvorfor gik du egentlig turen den første gang?”

- ”Jeg... tja... nu kommer det måske til at lyde lidt fjollet, men jeg havde jo boet i England i året op til den sommerferie, hvor vi rejste af sted og var blevet lidt småreligiøs, så turen havde selvfølgelig sine spirituelle øjeblikke – og det lyder fjollet, jeg ved det godt, det er nu heller ikke fordi, at jeg vil kalde mig selv kristen, men... ja...”

”Nej, nej, det forstår jeg godt...”

- ”Jeg vil ikke sidde og forsvare mit forhold til religion, det er egentlig en smule rodet... du skal tænke på, at jeg var femten år gammel og alene i et fremmed land, det giver én noget at holde fast i...”

Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg overhovedet føler et behov for at forklare mig, men det er bare som om, at hver gang man nævner Gud for den gennemsnitlige dansker, tænker de øjeblikkeligt, at man må være en kæmpe idiot. Jeg er klar over, at jeg bør være ligeglad med, hvad Esben tænker om min fortid som småfanatisk teenager, men det nager mig utroligt meget, at risikoen for kritik overhovedet er til stede. Jeg fortæller Esben om de lange flade strækninger på den franske rute, så forskellige fra de bakkede landskaber, zikzakkende mellem land og kyst, som vi bevæger os igennem her i norden. Jeg drømmer mig tilbage til en anden camino, tanken om et andet univers får det til at krible under huden på mig.

”På den franske var der sjældent mere end 5-7 kilometer mellem hver landsby, så da vi en dag skulle gå en strækning på 15 kilometer, havde jeg slet ikke tænkt over, at man nok skulle have ekstra vand med.”

Vi går på den spanske meseta, en 200 kilometer lang plateau hvorpå den franske rute løber noget af sin tid, fra Burgos i øst til León i vest. Det fuldkommen flade landskab står ubrudt hen og pladder ud med horisonten, varmen får de gullige, tørre korn til nærmest at brænde ud med den skarpe blå himmel. Det føles som at stirre ud i uendeligheden. Jeg overhaler søster, der har sat sig i ly under et nybygget shelter, i ly for solens svitsende middagsstråler. Der er intet vand på strækningen, hvad fanden havde vi dog også regnet med, ikke engang markerne kunne gro ordentligt. Langs grusstien kan man se statens initiativ på at give skygge til vandrene, men træerne af lave og tynde og kronen så godt som ikke eksisterende. Intet kan leve i denne tørke. Det er den naturkatastrofe, der dræber flest mennesker om året. Det er ikke sporadiske jordskælv, tsunamier eller sult. Det er mennesker, der bliver tværet ud af vores egen skaber, solen, vores kilde til liv bliver til grundlag for vores aske. Og så brænder vi op og bliver blæst ud i atmosfæren. Søster og jeg konstaterer over for hinanden, at ingen af os har mere vand tilbage, inden jeg langsomt trasker ud i uendeligheden. Det er ligesom om, at stien bare... fortsætter. Uden solhat og med et ansigt glinsende af sved, støv og solcreme bevæger jeg mig som en ensom dromedar gennem det spanske ørkenlandskab. Det svimler for mine øjne, hver gang jeg åbner dem, bliver virkeligheden forvrænget og smider mig ind i et Salvador Dalí maleri, hvor tiden smelter og vabelbefængte fødder brister under dromedarpuklen.

”Da jeg så kigger op,” fortsætter jeg. ”Ser jeg en mand komme gående imod mig, hvilket jo er lidt mærkeligt, for vi går jo alle sammen den samme vej mod Santiago, så det er altid lidt af et syn at se nogen komme gående i modsat retning. Nå men, jeg forsøger på mit bedste skolespansk og bede om vand, du ved, agua agua por favor.”

 Manden holder ikke op med at overraske, for det viser sig, at han taler perfekt engelsk, hvilket også er lidt af et særsyn i Spanien, i hvert fald når det kommer til de lokale. Han er iklædt mørkt tøj, en kort ærmet bluse og lange bukser, det hele forekommer snavset, hans ansigt er brunet af solen og dækket med vildt hår og et mørkebrunt fuldskæg, som han taler gennem med den blideste stemme: ”Has it been a long walk today?” 

- ”Yes.” Mit svar kommer tørt gurglende over mine læber, jeg har lyst til at omfavne manden og tude, men har ikke en dråbe vand tilbage i kroppen at gøre godt med. ”Yes, and there’s been no water whatsoever...”

”But you did it, you’re here, you’ve done a good job today.” Jeg står blot og bævrer med læben og slå fikst ud med armene i ren og skær frustration over, at jeg er midt ude i ingenting og ignorerer dermed fuldkommen hans værdsættelse.

”Don’t worry,” fortsætter han og peger ud i uendeligheden. ”The village is just down there, you can’t see it because it goes downhill just a hundred yards from where you stand. There’s a fountain with drinking water by the bottom of that hill.”

Jeg slår mine hænder sammen i en småreligiøs gestus og stikker dem takkende op i vejret, hvorefter jeg med forskudte talegaver drejer om på hælen og stormer frem mod det punkt i horisonten, hvor hans solbrune finger havde peget. Pludselig kan jeg mærke vejen skråne under mine fødder, ikke meget, blot en smule, og meter for meter bliver hans påstand bekræftet. Et cinnoberfarvet kirketårn stikker diskret op og vokser og før jeg ved af det skrider grusstien så stejlt ned, at jeg automatisk sætter i løb, mine øjne fikseret på vandposten ved indgangen til landsbyen.

”Og så drak jeg en hel flaske vand, aldrig har det smagt så godt. Jeg mener, kender du det, når man bare savner vand med alt i sin krop? Jeg fylder så en flaske mere og løber hele vejen op ad bakken igen for at løbe min søster i møde.”

Vi sidder på udsigtsterrassen bag ved herberget i yderligere en halv time, før Esben melder sin afgang. Jeg prøver at finde min egen genspejling i vinglasset, men i den snigende aftens blå skær er det intet andet end et sort hul, der stirrer tilbage på mig gennem vinen. ”Godnat, sov godt... jeg bliver bare lige her og... sidder lidt.”