Blå Øjne I Nord
Kapitel IX
Vi går hver for sig det meste af strækningen til Buelna. Vi starter i
samlet flok, men bliver så splittet op i takt med viserens vandring over
urskiven og solens over en blå himmel, der hurtigt varmer landskabet op med 30
grader. Jeg har ringet i forvejen og booket seks senge til vores lille Familien
Danmark, så aftalen er, at vi kan tage det stille og roligt og ankomme sent i
vores eget tempo. Det vigtigste ved disse lange gåture er at gå i sit eget
tempo og ikke tvinge sig selv til at følges med en anden, hvor hyggeligt det
end kan være at snakke i fire timer uden pause. Man får vabler og ondt i
kroppen af at gå for hurtigt – men også for langsomt. Derfor stopper vi med at
gå samlet efter et stykke tid, når kroppen er gået varm. Gruppens kærestepar
går sammen stort set altid – det er for sindssygt, men nok et tegn på, at de
virkelig er som skabt for hinanden. Hvis det er kravet, forbliver jeg nok
single, indtil jeg er så gammel, at jeg kan finde en mand hvis kørestol har
samme maksimal hastighed som min. Turen til Buelna er brændende varm, nok en af
turenes varmeste dage og med sine 46 kilometer nok også turens længste. Søster
brænder sammen 8 kilometer før vores destination, hun nægter at gå hele vejen
til Buelna, hendes krop gør ondt og solen er for kraftig. Det er en fysisk
såvel som psykisk kamp at nå det sidste stykke. Søsters brok klingrer skingert
og jeg er ved at eksplodere ved tanken om, at vi ikke når frem til Buelna, hvor
vi alle har aftalt at mødes. Hvornår ville vi så få de andre danskere at se
igen?
Med lidt held og et par vittige jokes får jeg lokket søster ud fra den
sidste lille landsby inden Buelna og vi følges ad langs hovedvejen det sidste
stykke med gode miner. Til alles information er der urimelig forskel på, om man
går på hård asfalt, grussti eller jord. Den manglende affjedring i asfalten
gjorde det til en sand pinsel at nå frem til herberget, men jeg kan med rette
sige, at jeg sjældent har oplevet lykkeligere øjeblikke end da vi endelig stod
foran Santa Marina, blot fem meter efter Buelnas byskilt.
”Hvad fanden Michael,” udbryder jeg, da det pludselig går op for mig, hvem
det er, der står og hænger vådt vasketøj op i herbergets forhave. ”Hvor fanden
har I været... vi har ikke set jer hele turen... I stod sgu da pisse sent op...”
som ordene løber ud af munden på mig, går det langsomt op for mig, at de to
tyranner selvfølgelig ikke havde gået hele dagsruten. Jeg vender mig febrilsk
rundt for at få øje på Esben og fanger ham til sidst med øjnene, han står på
herbergets egetræsterrasse og smiler med sit skæve, kække smil og vinker
overskudsagtigt.
”I er nogle... forbandede... I har fandeme... I er nogle forbandede
snydere, I er!” raser jeg og omkring her ville jeg gerne have stormet ind til
receptionen, men min smadrede krop tvinger mig i et snegletempo. Irritationen
føles som knive, mine fødder kan jeg ikke længere mærke. Forbandede drenge,
forbandede møgforkælede drenge...
Efter et køligt bad og en nærdødoplevelse på det våde badeværelsesgulv
sjosker jeg ind og ligger mig i en af de nederste køjer i det fællesværelse,
jeg havde booket til gruppen. De andre larmer udenfor, selvom jeg har slået
skodderne for, kan jeg høre, at de spiller kort, spiser oliven og drikker øl.
Frustrationen følger mig ind i søvnen, hvilket ikke blev bedre af, at jeg efter
to timer vågner op til lyden af fjernsynet i køkkenet nedenunder, som fyrer et
spansk talkshow af på fuld hammer. Med en gennemhullet tålmodighed sætter jeg
mig ned til de andre i haven og forsøger indtrængende at undertrykke min lyst
til at skrige, tudbrøle og fordømme alle en tur i helvedet.
Jeg sidder i en time i stilhed, indtil jeg tilbyder Esben at ordne hans
fødder. Efter at have lyttet til deres samtale over kortspillet har jeg
observeret, at han har nøjagtig den samme djævel på lilletåen, som jeg selv har
nu, og som jeg også havde for to år siden på den franske rute. Toma på bjerget
helbredte mig, nu er det vel blevet min tur til at gøre kunsten efter.
Vi sidder over for hinanden under aftensmaden, hvor jeg allerede dér
begynder at forberede mig nøje på, hvad jeg har tænkt mig at sige. Jeg nyder at
planlægge mine ord. De skal ligge parate på min tunge som patroner i et
maskingevær og de skal skydes af sted med mine lunger som aftrækker og ramme
deres mål med præcision og effektiv virkning. Hvis menneskerne omkring mig bare
vidste, hvor meget planlægning, mine samtaler med dem kræver. Hvis de bare
vidste, hvordan jeg kan bruge en hel dag i mit eget selskab med at forberede
mig på forskellige, hypotetiske samtaler.
Da vi efter aftensmaden går ovenpå, fylder jeg en balje med lunt vand og
vasker Esbens fødder. Det er en undervurderet gestus, et ritual der ligger
langt tilbage i historien, særligt i de tider, hvor lange vandringer mellem
landsbyerne som en del af handelsrutinen var en almindelig del af hverdagen.
Jeg fortæller Esben om biblens mange beretninger om tilfælde, hvor gæster
bliver budt velkommen med et fodbad efterfulgt af brød og vin. Han forstår det
ikke, og jeg kan ikke bebrejde ham det. I stedet gennemgår jeg den kædereaktion
af smerte og ømme muskler, som den forsømte lilletå har startet.
”Du træder skævt for at undgå at træde ud på lilletåen, springer over på
den anden fod når du så alligevel kommer til det, du sender derfor stød op
gennem kroppen, særligt i hoften som i forvejen bevæger sig skævt, det sætter
sig i lænden, op i ryggen og lad mig gætte, du har faktisk også ondt i nakken?”
Han ser forbløffet ned på mig og spørger, hvor jeg ved det fra. Åh Esben, du
skulle bare vide...
