Blå Øjne I Nord
Kapitel X
I Llanes er jeg blevet væk fra de
andre under den bagende sol, da jeg vandrer gennem hovedgaden i den halvstore
havneby med den mere en tredive kilometer lange kystlinje. Det er endnu engang
mig, der er blevet kåret som koordinator for fælles overnatning, og selvom jeg
flere gange tidligere på morgenen bad de andre om at stoppe op på en synlig
café på vej ind til Llanes og vente til vi alle var ankommet i samlet flok før
vi fortsætter til vores udsete overnatningshybel, vandrer jeg ensomt gennem
byen. Idioter.
Jeg sender en besked videre til
søster om, at ingen lader til at være stoppet op som aftalt, så jeg går videre
på egen hånd. Da jeg når udkanten af byen er der intet nyt fra gruppen, da jeg
kigger på min telefon, i stedet ligger der et ubesvaret opkald fra et
telefonnummer, jeg øjeblikkeligt genkender. De første to cifre indikerer, at
det er en fastnettelefon i Koldingområdet, og hvem andre end offentlige
instanser benytter sig af fastnettelefoner?
Jeg handler solsikkekerner og
chokolade i supermarkedet Día og støder ind i Esben, da jeg når tilbage på
ruten. Vi følges det sidste stykke til Llanes de Póo – en lille forstad vest
for Llanes – og deler mit chokolade og hans vand. Da vi finder alberguet er
værtinden stadig ved at gøre rent, men tager sig tiden til at åbne op for os og
forklare, at der kun er ”cuatro camas” tilbage, hvilket betyder, at vi enten
skal splitte gruppen op eller gå videre. Vi bliver tilbudt en siddeplads i
skyggen, hvor vi kan vente til resten af flokken ankommer, og da Esben
forsvinder ind i huset i jagten efter et toilet, efterspurgt på gebrokken
spansk, mere rustent end mit eget, sender jeg et opkald tilbage til det danske
nummer.
Jeg får en kvinde i røret og
hører ikke, hvad hun hedder, da det eneste der sidder fast i min øregang på
nuværende tidspunkt og det følgende døgn er: ”gynækologisk ambulatorie”. Jeg
giver hende mine oplysninger og beder hende om at sende de fornødne, forbandede
informationsfoldere til mig per mail, da jeg er i udlandet og ikke har telefoni
eller lysten til at blive sat ind i proceduren på denne måde. En mail kan jeg
desuden vælge at slette og glemme, hvorimod skælvende ord vil blive oplagret og
husket for altid.
Vi ender med at bo på et privat herberg, et almindeligt spansk casa med en nydelig indretning og et
køkken med tilgængeligt udstyr, så jeg laver spaghetti carbonara til vores
lille camino familie og de skænker vin op for at holde mig kørende. Det er en
forunderlig følelse at sidde i et fremmed land, let ildelugtende og med en flok
halvfremmede mennesker og så samtidig føle sig så hjemme. Jeg ved ikke, om det
er husets atmosfære eller vinen, der får mig på disse tanker, men midt i al
denne afslappethed og med Esbens fødder i mit skød og en gin og tonic afventende
på bordet opdager jeg, at en ny mail med tre vedhæftede filer er tjekket ind i
min indbakke. Jeg sletter dem uden at blinke, siger ”Massér mine lægge” og
langer mine stænger over i skødet på Esben, hvorefter han giver sin vandrings
første massage. Man skal jo give, før man kan få. Do ut des, do ut des, som romerne ville sige det.
