Blå Øjne I Nord
Kapitel XI
De andre har musik i ørerne, når de vandrer. Søster har introduceret mig for e-reolen, hvor man kan låne lydbøger til dagens vandring. Jeg skal logge ind med min mors personnummer, det er sådan jeg husker hendes fødselsdato, den første i 12. 1964 og så videre og så videre. I Villaviciosa begår jeg den grufulde fejl at downloade en svensk krimi med navn Pandekagehuset, skrevet af Carin Gerhardsen, udgivet af People’s Press i 2014. Pandekagehuset er den første bog i forfatterens serie af krimier om Hammarby Politi og kommisæren Sjöberg. Jeg downloader denne banale fortælling efter at drengene havde fortalt om deres medbragte bøger: En Ond Cirkel af Wilbur Smith og Alex af Pierre Lemaitre. Måske var det deres karismatiske fortællerevner, der fik krimigenren til at lyde tiltalende i mine ører, de har trods alt studeret marketing og burde vide en ting eller to om, hvordan man sælger selv det dårligste lod.
Mens jeg går langs hovedvejen på vej mod Gijón bliver
jeg trukket tilbage til mindet om uendelige bilture gennem Europa i familiens
Fiat Multipla. Vi kører kun 90 kilometer i timen, for vi har trailer med. Den
hollandske motorvej synes fladere end de andre europæiske forbindelser, vi
flader nærmest ud sammen med den og antager en 2D form. I bilens anlæg runger
en mandestemme, han læser svensk krimi op for sit publikum på vej til Frankrig,
hvor vi tager færgen videre til Storbritannien. Den svenske krimi er lige så
flad som den hollandske motorvej, hovedpersonen hedder vistnok Bergman til
efternavn, hans elskerinde hedder Anika og en kvinde med navn Erika er blevet
brutalt myrdet. Det lugter af skilsmisser, kaffeånde og jalousimord. Jeg kan
nærmest se den svenske hede for mig.
Svenske krimier fungerer helt
fantastisk på lydbog til bilturen. Historien udfolder sig med 90 kilometer i
timen, alt det litterære æstetik er skåret fra, forfatteren forsøger ganske
enkelt ikke at imponere, men har i stedet blot fokus på at formidle et
handlingsforløb. Det er nemt for vores køresyge hjerner at sluge
kriminalromaner, når de som hovedregel er skrevet, så de flyder som en syv
timer lang film på indersiden af ens øjenlåg. De svenske krimiforfattere ville
nok også ryge på min liste over krimifascister, det samme ville læserne, for
det er vel egentlig dem, som dikterer, hvad trendy læsning er. De vil have let
læsning, der med et par interne intriger – affærer, skilsmisser, morfinmisbrug
og den slags – giver et strejf af vores egne kvaler i hverdagen, men så skal
ekstremerne også have frit spil efterfølgende, det gode og det onde skal tårne
sig op og gnide sig mod hinanden, skabe en spænding, der kan blive udløst i et
”Aaah, selvfølgelig” plottwist.
Tilbage til det spanske landskab, hvor kommissær
Stöjberg er ved at løse mordgåden i tomrummet mellem mine ører. Jeg undrer mig
over, hvad helvede der driver disse forfattere frem: er det ikke dræbende at skrive
krimilitteratur? Og hvorfor er vi så vilde med det onde? Hvorfor lader vi os
betage af samfundets kræftknuder? Måske skyldes det, at disse særlige tilfælde
giver os en alternativ virkelighed, vi kan spejle os i, så vi som samfund ser
sundere og mere raske ud. Det er måske også derfor, at vi også er så glade for
at købe alt, hvad Camilla Läckberg og Sara Blædel udgiver. Lidt let læsning der
kan give et afbræk og et smugkig ind i en fuldkommen urealistisk verden, der
ellers forsøger at portrættere noget velkendt. De er nemme at forholde sig til
og nemme at arbejde med. Hemmeligheden bag krimiens popularitet: banaliteten.
På mange måder en ganske udmærket egenskab, hvis man ønsker at blive en kendt
forfatter – endda tjene penge på sit arbejde – men det kræver noget helt
særligt at blive anerkendt og stå på
hylderne sammen med giganterne, og dette er en svær kunst, hvis man ønsker at
bibeholde et forfatterskab inden for krimigenren. Dem, som søger litterær
skønhed, kan ikke finde det i kriminalromaner, det er ganske enkelt ikke en
sfære, de kan nå ud i.
Der er ikke noget smukt og
litterært skønt ved krimiromanen, og skulle der være en skygge af litterær
finesse går det tabt i en filmatisering. Selve filmatiseringen af
kriminalromaner er vel nok det stærkeste bevis på de fleste krimiers mangel på
dybde. De er todimensionelle, flade som den hollandske motorvej, og jeg ærgrer
mig over, at bogsalget i dag handler om popularitet og let læsning. Alt skal
være så forbandet lige til, handling oven på handling, intet må være så skønt
længere, at man er nødt til at genlæse hele afsnit, fordi abstraktionsniveauet
er så højt, at ens hjerne næsten ikke kan samle meningen. Ja, meningen, ikke
bare handlingen. Jeg husker skuffelsen efter at have set The Great Gatsby på
Netflix, tomheden mindede om den, jeg så på siderne i ”Skumringstimen”. Jeg
husker at læse starten på Nabokovs ”Lolita” en snes gange, fordi ordene var så
nøje udvalgt til hinanden, at de nærmest løb som en svag iling ned ad
ryggen. ”Lo-lee-ta: the tip of the tongue taking a trip of three steps down the
palate to tap, at three, on the teeth. Lo. Lee. Ta.”
I Gijón beslutter jeg mig for at downloade Lolita,
skrevet af Vladimir Nabokov, udgivet for første gang i 1955 i London af Olympia
Press. Jeg forelsker mig i Dolores og Humbert Humbert på samme måde, som jeg
hver aften forelsker mig i blå øjne over et glas rødvin.
