Blå Øjne I Nord
KAPITEL VIII
”Vi går i seng nu,” siger det danske kærestepar, som har holdt os med selskab
denne aften. Michael kender de to unge danskere fra deres fælles gymnasietid,
fuldkommen tilfældigt at de skulle mødes her i Spanien. Det er en lille verden,
vi bor i. Søster og Michael følger trop og efterlader mig i herbergets have
sammen med Esben. Der er stadig vin tilbage og Esben sidder stadig og kæmper
med en sixpack Mahou. Med andre ord er det slet ikke sengetid. Da vi sidder og
snakker, går det op for mig, at det er vores første rigtige samtale. Hele turen
har været præget af sporadiske ordvekslinger, men samtaler som disse, hvor man
ikke bare sidder og venter på, at den anden bliver færdig med at tale, så man
selv kan komme til orde, er der hidtil ikke mange af. Jeg ved ikke helt, hvad
vi snakker om. Jeg prøver at fortælle lidt om mig selv, og vi snakker om hans
indtryk af caminoen. Sammen med kæresteparret er han gruppens førstegænger,
hvilket giver dagens vandring en interessant vinkel. Nye vandrere vil altid
gerne se en mening med turen eller finde et spirituelt vindue. For mig er selve
gåturen underordnet, jeg skal blot fra A til B, så jeg kan nyde gruppens
selskab over en flaske vin.
”Hele den der snak vi fik i Güemes af ham ejeren – det var nok lidt for
meget. Altså, jeg kan godt se, at det for de fleste er en speciel tur, men alt
det der university of life blev sgu
bare lidt for meget.”
- ”Ja, lige nøjagtig. Nu har jeg jo gået turen før, selvfølgelig på den
franske rute, men det fjerner lidt af magien, når man har prøvet at være bag
kulisserne, hvis du forstår, hvad jeg mener...”
”Hvorfor gik du egentlig turen den første gang?”
- ”Jeg... tja... nu kommer det måske til at lyde lidt fjollet, men jeg
havde jo boet i England i året op til den sommerferie, hvor vi rejste af sted
og var blevet lidt småreligiøs, så turen havde selvfølgelig sine spirituelle
øjeblikke – og det lyder fjollet, jeg ved det godt, det er nu heller ikke
fordi, at jeg vil kalde mig selv kristen, men... ja...”
”Nej, nej, det forstår jeg godt...”
- ”Jeg vil ikke sidde og forsvare mit forhold til religion, det er egentlig
en smule rodet... du skal tænke på, at jeg var femten år gammel og alene i et
fremmed land, det giver én noget at holde fast i...”
Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg overhovedet føler et behov for at
forklare mig, men det er bare som om, at hver gang man nævner Gud for den
gennemsnitlige dansker, tænker de øjeblikkeligt, at man må være en kæmpe idiot.
Jeg er klar over, at jeg bør være ligeglad med, hvad Esben tænker om min fortid
som småfanatisk teenager, men det nager mig utroligt meget, at risikoen for
kritik overhovedet er til stede. Jeg fortæller Esben om de lange flade
strækninger på den franske rute, så forskellige fra de bakkede landskaber,
zikzakkende mellem land og kyst, som vi bevæger os igennem her i norden. Jeg
drømmer mig tilbage til en anden camino, tanken om et andet univers får det til
at krible under huden på mig.
”På den franske var der sjældent mere end 5-7 kilometer mellem hver
landsby, så da vi en dag skulle gå en strækning på 15 kilometer, havde jeg slet
ikke tænkt over, at man nok skulle have ekstra vand med.”
Vi går på den spanske meseta, en 200 kilometer lang plateau hvorpå den
franske rute løber noget af sin tid, fra Burgos i øst til León i vest. Det
fuldkommen flade landskab står ubrudt hen og pladder ud med horisonten, varmen
får de gullige, tørre korn til nærmest at brænde ud med den skarpe blå himmel.
Det føles som at stirre ud i uendeligheden. Jeg overhaler søster, der har sat
sig i ly under et nybygget shelter, i ly for solens svitsende middagsstråler.
Der er intet vand på strækningen, hvad fanden havde vi dog også regnet med,
ikke engang markerne kunne gro ordentligt. Langs grusstien kan man se statens
initiativ på at give skygge til vandrene, men træerne af lave og tynde og
kronen så godt som ikke eksisterende. Intet kan leve i denne tørke. Det er den
naturkatastrofe, der dræber flest mennesker om året. Det er ikke sporadiske
jordskælv, tsunamier eller sult. Det er mennesker, der bliver tværet ud af
vores egen skaber, solen, vores kilde til liv bliver til grundlag for vores
aske. Og så brænder vi op og bliver blæst ud i atmosfæren. Søster og jeg
konstaterer over for hinanden, at ingen af os har mere vand tilbage, inden jeg
langsomt trasker ud i uendeligheden. Det er ligesom om, at stien bare...
fortsætter. Uden solhat og med et ansigt glinsende af sved, støv og solcreme
bevæger jeg mig som en ensom dromedar gennem det spanske ørkenlandskab. Det
svimler for mine øjne, hver gang jeg åbner dem, bliver virkeligheden forvrænget
og smider mig ind i et Salvador Dalí maleri, hvor tiden smelter og
vabelbefængte fødder brister under dromedarpuklen.
”Da jeg så kigger op,” fortsætter jeg. ”Ser jeg en mand komme gående imod
mig, hvilket jo er lidt mærkeligt, for vi går jo alle sammen den samme vej mod
Santiago, så det er altid lidt af et syn at se nogen komme gående i modsat
retning. Nå men, jeg forsøger på mit bedste skolespansk og bede om vand, du
ved, agua agua por favor.”
Manden holder ikke op med at
overraske, for det viser sig, at han taler perfekt engelsk, hvilket også er
lidt af et særsyn i Spanien, i hvert fald når det kommer til de lokale. Han er
iklædt mørkt tøj, en kort ærmet bluse og lange bukser, det hele forekommer
snavset, hans ansigt er brunet af solen og dækket med vildt hår og et
mørkebrunt fuldskæg, som han taler gennem med den blideste stemme: ”Has it been
a long walk today?”
- ”Yes.” Mit svar kommer tørt gurglende over mine læber, jeg har lyst til
at omfavne manden og tude, men har ikke en dråbe vand tilbage i kroppen at gøre
godt med. ”Yes, and there’s been no water whatsoever...”
”But you did it, you’re
here, you’ve done a good job today.” Jeg står blot og bævrer med læben
og slå fikst ud med armene i ren og skær frustration over, at jeg er midt ude i
ingenting og ignorerer dermed fuldkommen hans værdsættelse.
”Don’t worry,”
fortsætter han og peger ud i uendeligheden. ”The village is just down there,
you can’t see it because it goes downhill just a hundred yards from where you
stand. There’s a fountain with drinking water by the bottom of that hill.”
Jeg slår mine hænder sammen i en småreligiøs gestus og stikker dem
takkende op i vejret, hvorefter jeg med forskudte talegaver drejer om på hælen
og stormer frem mod det punkt i horisonten, hvor hans solbrune finger havde
peget. Pludselig kan jeg mærke vejen skråne under mine fødder, ikke meget, blot
en smule, og meter for meter bliver hans påstand bekræftet. Et cinnoberfarvet kirketårn
stikker diskret op og vokser og før jeg ved af det skrider grusstien så stejlt
ned, at jeg automatisk sætter i løb, mine øjne fikseret på vandposten ved
indgangen til landsbyen.
”Og så drak jeg en hel flaske vand, aldrig har det smagt så godt. Jeg
mener, kender du det, når man bare savner vand med alt i sin krop? Jeg fylder
så en flaske mere og løber hele vejen op ad bakken igen for at løbe min søster
i møde.”
Vi sidder på udsigtsterrassen bag ved herberget i yderligere en halv
time, før Esben melder sin afgang. Jeg prøver at finde min egen genspejling i
vinglasset, men i den snigende aftens blå skær er det intet andet end et sort
hul, der stirrer tilbage på mig gennem vinen. ”Godnat, sov godt... jeg bliver
bare lige her og... sidder lidt.”